Når kæresten skal rejse alene for første gang!

[Samarjan]

Dette emne er desværre noget, jeg både selv har prøvet såvel som været vidne til.

Indtil min hustru og jeg blev gift, havde vi altid rejst sammen til Danmark og Singapore en hel del gange.
Jeg blev så i Juli 2004 udstationeret på Kreta. Da fruen havde været på den Norske Ambassade mange gange for at søge Schengen visa til Dk, var hun altså ikke ubekendt med den side af sagen.
I dette tilfælde besluttede vi, at hun skulle søge et 90 dages Schengen visa til Grækenland, som i Filippinerne på det tidspunkt skulle finde sted via den Spanske Ambassade. Det viste sig, at de var meget hjælpsomme på den Spanske Ambassade i Manila. Den eneste forskel fra den Norske Ambassade var, at min hustru skulle igennem et interview med en ambassade sekretær, som hovedsagligt bare bestod i at tale om vores møde og liv herude.

Min hustru fik sit Schengen visa. Hun havde sin flybillet med Singapore Airlines Manila-Singapore-Athen og retur såvel som sin rejseforsikring. Alt var altså i den skønneste orden!

På dagen hvor hun skulle rejse fra Manila, blev jeg pludselig ringet op af hende fra afgangshallen i NAIA, Manila. Hun fortalte mig, at de ikke ville tjekke hende ind, fordi klyden bag skranken påstod, at der var nye regler for indrejse til Europa!

Nu er jeg ikke altid den mest tålmodige person, så jeg bad hende om at give hendes telefon til manden, der ikke ville tjekke hende ind.
Han begyndte med en længere tåbelig forklaring om nye regler og bla-bla-bla. Jeg blev nødt til at bede ham holde kæft (kom vist endda til at bruge F-ordet).
Jeg fortalte ham, at jeg ville stille ham 3 spørgsmål, og han skulle bare holde sin kæft og lytte, indtil jeg bad ham svare.
1. Har min hustru et gyldigt pas? Svar: Yes Sir.
2. Har min hustru et gyldigt Schengen visa i det pas? Svar: Yes Sir.
3. Har min hustru en gyldig flybillet til Singapore Airlines? Svar: Yes Sir.

Derefter fortalte jeg ham, at han bare skulle tjekke min hustru ind. Hvis han ikke gjorde det, ville jeg ringe til Singapore Airlines i Singapore, og han ville så miste sit job indenfor 30 minutter. Jeg fortalte ham, at jeg ville holde forbindelsen åben, indtil min frue kunne fortælle mig, at hun var blevet tjekket ind, hvilket skete indenfor 2 minutter.

Det ovenstående er desværre noget, jeg har lagt mærke til sker rundt omkring ved indtjekning i NAIA, specielt hvis der er tale om yngre kvinder, der ser lidt hjælpeløse ud (som de nu ser ud første gang, de skal rejse alene). Jeg har oplevet dette ved skranken til Kuwait Airways, Emirates, Thai og altså Singapore Airlines.

Hvis jeres kærester/hustruer skal rejse alene for første gang ud af Filippinerne, og de ikke er helt sikre på sig selv, så bare lær dem ovenstående spørgsmål.
En ansat ved et flyselskab kan ikke påstå, at der skulle være nye regler for indrejse til et område, når visaet som regel er blevet udstedt indenfor en uge inden afrejse.
Bare oplær dem til at grave hælene i jorden og råbe på en supervisor, hvis det bliver nødvendigt.

Med hensyn til immigration gælder den samme fremgangsmåde. Bed dem forlange at en supervisor kommer til stede, og i tilfælde af forsøg på afpresning, skal de indgive en klage til vagt supervisoren øjeblikkelig.
Der er kommet ny chef for BI (Bureau of Immigration), og han har allerede fyret folk til højre og venstre, fordi han forsøger at gøre op med de korrupte immigrations officerer.

Min frue er blevet en hård negel til dette nu. Hun bliver ikke længere nervøs, når hun ser en uniform.
Jeg har igennem årene selv indgivet klage over 7 ansatte i NAIA, og de er alle blevet forflyttet eller fyret. Jeg har ihvertfald aldrig set dem igen.

Jan

[holgerdk]

hej jan

godt indlæg - og ret aktuelt for mig og min hustru. hun skal nemlig ligesåsnart udlændingeservice får taget sig sammen og afsluttet vores allerede godkendte familiesammenføring, rejse alene ud af filippinerne. det er første gang for hende og hun er meget nervøs for det. men nu ved jeg lidt om hvad hun og måske især jeg skal gøre i tilfælde af det bliver nødvendigt.

[LarsKyhnau]

Hej Jan

Ja det er et rigtigt godt indlæg. Meget nyttigt, relevant og informativt. Jeg har ikke selv hørt om disse problemer før (min forlovede har endnu ikke været på besøg i Danmark), men lad mig sige det på den måde: Hvorfor er jeg ikke overrasket.

Det er tilsyneladende en helt generel tendens på Filippinerne, at om noget kan lade sig gøre eller ej afhænger fuldstændig af, hvem man er, om man optræder med myndighed og værdighed, og hvem der tilfældigvis står på den anden side af skranken.

En ung pige, der virker lidt usikker, vil, som du skriver, meget ofte blive affejet med, at dette eller hint desværre ikke er muligt p.g.a. en eller anden søforklaring. Løsningen er, som du også skriver, at de må hærde sig og lære at sætte hælene i jorden, fremfor blot at dukke nakken og sige "yes sir". Jeg tror det er en proces, som alle Filippinske piger/kvinder med udenlandske kærester/mænd må igennem i løbet af forholdet.

Desværre ligger det tilsyneladende dybt begravet i den Filippinske folkesjæl at dukke nakken og acceptere det uacceptable. Medmindre man selv tilhører overklassen eller den øvre middelklasse, i hvilket tilfælde holdningen er en helt anden. Og tilsvarende ligger det dybt begravet i folkesjælen at optræde som "skrankepave" a`la den ansatte i indcheckningen, som du beskriver. Begge dele er sikkert en reminisens af de mange år med diktatur under Marcos regimet og er tilsyneladende meget svært at få udryddet.

I nogle tilfælde kan det måske være et ønske om bestikkelse, som ligger bag den uflexible og afvisende optræden, men i andre tilfælde kan det også skyldes helt andre ting såsom angst for at miste sit job, hvis man udviser konduite eller begår en "fejl", manglende forståelse for, at man er der for at opfylde behovet hos dem, som står på den anden side af skranken, eller slet og ret uvidenhed.

Som et konkret eksempel kan jeg nævne, at min forlovede i april-maj måned var på familiebesøg på Mindanao. Hun havde ved den lejlighed medbragt sin motorcykel for at have noget at køre på under opholdet, og på udrejsen var der ingen problemer med det.

Du hun skulle hjem blev jeg imidlertid ringet op 1-2 timer før færgen afgik til Dumaguete, hvorefter jeg fik at vide, at hun ikke kunne få lov til at tage sin motorcykel med tilbage p.g.a. en eller anden søforklaring. Vi overvejede hurtigt de forskellige muligheder såsom at hun kunne overnatte i færgebyen og herefter tage en anden færge til Cebu dagen efter etc. etc. etc. I betragtning af, at hun stod i færgehavnen med 3 små børn, 1 stk. kusine og 1 stk. hushjælp blev vi dog enige om, at det var bedre at få familien hjem og så lade motorcyklen blive (i familiens varetægt), hvorefter hun kunne vende alene tilbage på et senere tidspunkt og hente den.

Efter et par måneder fik hun på WGA Superferrys kontor i Dumaugete at vide, at nu var det igen muligt at medbringe motorcykler fra Cagayan de Oro til Dumaguete. Turen gik herefter tilbage til familien på Mindanao og en uge senere retur til Cagayan de Oro. Hvor hun så gudhjælpemig igen fik at vide, at det ikke var muligt at medbringe en motorcykel på båden til Dumaguete. Denne gang satte hun imidlertid hælene i og bad om at tale med en overordnet, og så kunne det alligevel godt lade sig gøre at få motorcyklen med tilbage til Dumaguete.

Pointen i denne historie er, at der selv hos en ansat i et kommercielt færgeselskab absolut 0 forståelse var for, at det måske var en "anelse" ubekvemt for en person, som havde været på ferie med en motorcykel + 3 børn med mere, at motorcyklen ikke kunne komme med tilbage igen sammen med resten af familien. Og altså heller ingen forståelse for, at det måske kunne være firmaets ansvar at løse dette problem, i og med at man jo altså havde accepteret at transportere motorcyklen i den modsatte retning 2 måneder tidligere.

Men som i mange andre tilfælde kunne problemet altså løses ved at bede om at tale med en overordnet. Og som en sidebemærkning er jeg næsten 100% sikker på, at man også kunne have fundet en løsning allerede i første forsøg, hvis det havde været mig og ikke min forlovede, som havde stået i den samme situation.

Ovenstående mønster er så absolut ikke nogen positiv side ved det Filippinske samfund, og er man fastboende vil det til tider drive en til noget nær vanvid. Men omvendt er der så, som skrevet i et andet indlæg, så mange andre positive eller charmerende sider ved landet, at vi jo alligevel vælger at blive der eller vender tilbage igen og igen.

[Samarjan]

Hej Lars,

Den Filippinske lederstil er desværre mange gange, at man går efter manden i stedet for bolden. Hvis noget går galt, er lederne mere interesseret i at finde en person, de kan straffe, i stedet for at finde selve roden til problemet.
Jeg har lige haft et eksempel i sidste uge på Subic Ship Yard. Jeg opdagede 2 personer, der lå og sov kl. 10 om formiddagen.
Da jeg bragte det op på vores morgenmøde næste morgen, var reaktionen at de ville finde ud af, hvem det var og straffe dem. Jeg måtte så fortælle dem, at fejlen ikke var de 2 personer der sov, men efter min mening et management problem. Hvis de forskellige managers instruerede deres supervisors som så instruerede deres foremen ordenligt, ville det jo ikke ske.
Som du ved, er position og forbindelser det vigtigste herude. Personlig er jeg ligeglad med, hvad position der står på mit businesskort, bare firmaet betaler min løn.
Mit indlæg i NAIA kan endda også bruges, når man bliver stoppet af politiet. Man viser dem bilens papirer, ens kørekort, pas etc. og hvis de stadig bliver ved, begynder jeg at bede om deres navne, position, hvilken politistation de tilhører, navn på deres superintendent o.s.v. Når de så spørger om, hvorfor jeg vil vide det, fortæller jeg dem bare, at jeg jo har ret til at klage over deres behandling. Det får dem i 99% af tilfældene til at bede mig køre videre straks.

Jan

[tap]

takker for indlægget omkring NAIA
håber der snart bliver rydtet op i den lufthavn,er ved at brække mig når jeg ser immigrationsofficererne åbentlyst sidde på restauranten i lufthavnen og dele dagens bestikkelsespenge.
tap

[Samarjan]

Ups, jeg glemte lige at nævne, at politiet eller LTO for det meste stopper folk før middag (12.00) og helst turister. Normalt er de ude efter "Lunch Money". Turister er som regel lette ofre. De vil som regel bare videre så hurtigt som muligt, så de vil være mere end villige til at betale 1000-2000 Peso. Os der bor herude er mere villige til at bruge tid på at diskutere.

Loven siger, at en betjent under ingen omstændigheder må modtage penge fra en borger. Hvis en betjent siger, at man har overtrådt en eller anden trafiklov, skal man sige undskyld og bede om at få en bøde. Når betjenten siger, at man bare kan betale ham, skal man bare svare, at det er i orden sålænge han giver en kvittering (det vil han aldrig i livet). Hvis han nægter dette, skal man bare bede om bøden, og fortælle ham, at man vil betale den på nærmeste LTO kontor eller rådhus.

Overgiv ALDIG dit pas eller dit kørekort til en politibetjent.

Jan

[LarsKyhnau]

Hej Jan

Helt enig i din beskrivelse af den Filippinske (asiatiske) ledelsesstil, og at denne er en væsentlig del af årsagen til de problemer man oplever. Kinesisk ejede firmaer er som regel endnu værre end de Filippinsk ejede. Her nærer ejerne som udgangspunkt en dyb mistro til både ansatte, kunder og forretningsforbindelser, og intet kan derfor lade sig gøre.

En bekendt var engang indlagt på det største og dyreste - og kinesisk ejede - hospital i Cebu og endte med selv at måtte lægge 25.000 peso ud for regningen, før han kunne forlade hospitalet. "For vi kender ikke det forsikringsselskab og har ikke handlet med dem før". Dette skete på trods af, at hospitalet under hele forløbet havde været i kontakt med forsikringsselskabet, og at det var en klar aftale, at det var forsikringsselskabet og ikke ham, som skulle godkende OG betale regningen.

Engang sendte jeg via Xoom 5.000 peso til min forlovede, medens hun var på familiebesøg på Mindanao, og det voldte store problemer for hende at få dem udleveret, fordi jeg havde skrevet hendes navn på en anden måde end det var angivet på hendes ID-kort. Hvilket betød, at vi ikke fuldt ud opfyldte èt af deres tre "requirements" (de andre 2 var, at hun kunne angive en 12-cifret transaktionskode samt et kodeord). Selv efter at jeg havde ringet til Xoom´s hovedkontor i USA og truffet en aftale med dem om, at pengene skulle udbetales alligevel, var det næsten umuligt for hende at gøre skrankepaven begribeligt, at der var truffet en aftale med hovedkontoret, og at han derfor skulle ringe dem op og få den bekræftet.

Årsagen til denne form for opførsel er - udover almindelig arrogance overfor en ung pige - givetvis, at folk ved, at de bliver fyret, hvis de begår blot en enkelt fejl, som koster firmaet penge. Hvorimod der ingen belønning er for at tage selvstændige beslutninger eller yde firmaets kunder en god service. Problemet er således helt sikkert ledelsesmæssigt snarere end det ligger hos den enkelte medarbejder.

I øvrigt overrasket over at høre, at du jævnligt bliver standset af politiet. Det har jeg ikke oplevet en eneste gang, men det skyldes sikkert, at vi færdes i forskellige dele af landet. Jeg har således aldrig været på Samar, men har dog en ven, som har været der. Ifølge ham er det virkelig "det vilde Østen" - hvilket dog et pænt stykke hen ad vejen også gælder for det nordøstlige Mindanao, hvor min forlovede altså har noget familie.

[LarsKyhnau]

Som et kuriosum kan jeg fortælle, at jeg engang har fået en parkeringsbøde i Dumaguete. Den skulle, som Jan beskriver, betales på det nærmeste rådhus.

Det var lidt svært at holde ansigtet i de passende alvorlige folder, når man stod der for at betale en bøde på 50 peso - stort set svarende til prisen på èn liter benzin.

Den største straf var helt klart, at jeg skulle spilde min tid med at tage op på rådhuset bare for det, og det er så også næsten i sig selv grund nok til at parkere lovligt fremover :-)

[Samarjan]

Lars,

Det var faktisk da jeg boede på Luzon at jeg blev stoppet hele tiden som regel mellem San Fernando og Angeles. De var kun ude efter penge. jeg betalte aldrig.
På Samar kan jeg gøre hvad jeg vil. Politiet kommer praktisk talt aldrig hvor vi bor, fordi der er NPA i området (og de har det jo med at plaffe pansere). De gør ikke mig noget, fordi jeg hjælper lokale børn med uddannelse samt har omkring 25 lokale ansat (eller rettere fruen har). De ved udmærket godt, at vi vil forsvinde, hvis de begynder på nogle af deres små triks.
Jeg ved ikke præcis hvem der er med i NPA, men de er der. Når politiet kører igennem området, er det som regel for fulde gardiner.
Jeg synes nu der er meget fredeligt. De skyder da i det mindste ikke efter mig :o)

Der er fredeligere hos os end på Eastern Samar. Hvis politifolk virkelig har lavet lort på Luzon, bliver de som regel forflyttet til enten Eastern Samar eller Basilan nede sydpå. Der når de ikke at blive så gamle!!

Jan

[LarsKyhnau]

Ja det er jo ikke vildt overraskende at høre, at "dirty" politifolk og LTO officerer opererer netop i nærheden af Angeles. En lort tiltrækker som bekendt altid fluer.....

Har godt hørt fra anden side, at NPA står meget stærkt på Samar. På det nordøstlige Mindanao hersker der efter min opfattelse nærmere noget, som minder om en form for anarki. I hvert fald er statsmagten også der meget svag.

Min forlovede har tidligere snakket om, at hun godt kunne tænke sig, at vi flyttede "hjem" til hendes familie på Mindanao. Men jeg må indrømme, at efter 2 mord i landsbyen indenfor et års tid samt en lidt ubehagelig oplevelse, hvor nogle fulde mennesker syntes, at jeg "skulle have tæsk fordi jeg var udlænding", så er min lyst til at bosætte mig i det område egentlig ret begrænset. Kan heller ikke se, at der er ret meget fremtid der for børnene, hverken med hensyn til uddannelse eller senere job.

Skal dog siges at de 2 mord begge var på nogle fyre, som havde gjort sig grundigt upopulære ved druk og grov opførsel, så det var vel nærmest en form for selvbestaltet politiarbejde, der blev udført der. Men alligevel er det en ret speciel oplevelse at vågne op og få at vide, at en fyr er blevet øksemyrdet i et hus 50 m fra, hvor man selv har ligget og sovet.

[Samarjan]

Helt ærligt er der faktisk meget fredeligt, hvor vi bor.
Vi havde dog en lille episode tilbage i April, hvor en mand på motorcykel kom til at ramme et barn på vej igennem landsbyen. Han kørte som død og helvede videre til den næste landsby, før han overgav sig. Han vidste godt, at han ville have været en død mand, hvis han var stoppet i vores landsby.

Jan

[LarsKyhnau]

Ja jævnfør tråden om billeje i "transport" forum er det nok klogt at gøre som manden i dette eksempel, hvis man skulle være så uheldig at blive involveret i en trafikulykke i landområderne.

På Cebu (ø) har jeg set skilte i landsbyerne, hvor der står "dræb ikke vores børn". For så vidt et rimeligt ønske, men måske skulle folk så også sørge for, at deres børn ikke rendte rundt og legede midt på en hovedlandevej.

Landbefolkningen på Filippinerne er mildest talt meget dårligt uddannet.