Samarjan
03-01-08, 10:50
Godt nok lidt sent, men hvad pokker.
24. December om morgenen, NAIA terminal 2 indenrigs. Folk står i en næsten 50 meter lang kø for at komme ind i terminal bygningen.
Vi står der, 3 voksne, 1 baby, 2 kæmpe Balikbayan bokse og 7 kufferter, ialt 3 bagage trolleys.
Vi når endelig indenfor og tjekker ind. Selvom vi har 68 kg overvægt, rynker de ikke engang på næsen (jeg elsker dette sted!). Pris: 1600 Peso, eller omkring 200 kr. Havde det været i Dk, ville det have kostet mere end flybilletterne.
Normalt flyver vi direkte til Calbayog på Samar med Asian Spirit (we bring you closer to your spirit), men vi var for sent ude, så vi måtte tage til takke med billetter til Tacloban, Leyte med Philippine Airlines (PAL = Plane Always Late). I dette tilfælde var det dog en god ting, da hele processen i terminal 2 lader til at gå lettere med så meget bagage end fra den gamle nedslidte indenrigsterminal nede i blindtarmen af NAIA.
De var dog lidt unødvendigt emsige ved sikkerhedstjekket, da de bad mig om at køre mine flip-flops igennem gennemlysnings apparatet, men hvad pokker man var vel i julehumør.
Fordelen ved at have en baby er at man kan vade ombord næsten før alle andre, business class dyrene undtaget, der hellere end gerne optræder som om, man vil tage deres pladser på vej til flyet. Hvorfor de i det hele taget har business class på disse flyvninger er en gåde, da der ikke er særlig forskel mellem economy og business.
Selve flyvningen forløb fint. Landingen i Tacloban var endda til tiden (usædvanligt).
Den arrangerede transport ventede på os i Tacloban, så efter at have lirket al bagagen ind med et skohorn, kunne vi starte på vores ca. 200 km lange tur til San Joaquin, Samar.
Turen over San Juanico broen til Samar er altid fornøjelig med glimrende udsigt. Vejen efter broen er blevet asfalteret, så man får en fornemmelse af, at denne køretur skal nok blive overstået hurtigt, så hvorfor snakker chaufføren om 5-6 hours Sir? Havde ikke været på de kanter siden 2002, hvor det gik meget hurtigere, så hvad snakkede han om?
Efter ca. 40 Km begynder det at dæmre, hvad han mente! Det vi forstår ved en vej slutter og afløses af en vej, der mere minder om landskabet i ingenmandsland mellem fronterne under 1. Verdenskrig. Den første halve time er det meget sjovt, men efterhånden bliver det noget anstrengt at prøve på at klamre sig til et eller andet for at forhindre hovedkontakt med vogntaget hele tiden.
Det tog lidt over to timer at nå til Catbalogan (ca. halvvejs), hvor vi gjorde holdt for at indtage lidt føde. Efter lidt søgen, besluttede madammerne at vi skulle spise hos Jolibee, da de ikke mente, der var meget andet, der så appetitligt ud, og hvor chancerne for at undgå leverbetændelse sikkert også var bedre (vi er dog vaccineret, men alligevel).
Efter veludført spiseri, skulle vi alle lige en tur på det lille hus. Nu er Filippinske offentlige toiletter jo ikke ligefrem af en beskaffenhed som dem i Singapore, men alligevel mener jeg ikke, man bør stå i døren ind til toilettet og sigte efter toiletkummen, fordi rummet sejler i adskillige menneskers kropslige væsker! Jeg har flere gange over de seneste år spurgt min hustru, hvorfor den Filippinske mand/dreng ikke bare sætter sig ned og tisser, hvis de ikke kan ramme kummen alligevel. Svaret kan vel ikke overraske......Mahal, det er fordi det ikke er macho at sidde ned og tisse!
Videre gik det mod Calbayog, men næppe var vi kommet udenfor Catbalogan, før den vilde rutchebane startede igen med fornyet styrke.
Da vi nåede Calbayog, mente jeg, at jeg måske havde mindst en løs nyre. De sidste 30 Km, som jeg tidligere har bandet meget over, føltes nærmest som nylagt vej med nogle få bump.
Som chaufføren havde sagt, tog hele turen lidt over 6 timer.
For at gøre en lang historie kort, forløb julen planmæssigt. Huset lignede en reinkarnation af et setup fra en Amerikansk musical fra 30erne.
Nytårsaften forløb også planmæssigt. Det lykkedes os næsten at kappe en kokospalme over ved ivrig brug af adskillige Judasbælter (alle vores hænder og fingre er endda intakte).
2. Januar. Tidlig morgen. Vi har arrangeret samme transport tilbage til Tacloban. Hele svigerskabet samt en tante og onkel med unger og min bagage skal stoppes ind i denne Hyundai van (6 voksne, 7 børn og en baby) samt mine to kufferter. Det var lidt af et kunststykke. Min svigermor havde været fremsynet og købt 100 affalds poser.
Afsted kørte vi imod Calbayog, hvilket var hurtigt overstået. Derefter kørte vi mod Catbalogan og indenfor en time havde de første 3 unger afleveret deres morgenmad et par gange i de dertil medbragte affaldsposer.
Lidt udenfor Catbalogan punkterede dytten, så ud i regnvejr og skifte dæk med det værktøj der nu var til rådighed. Donkraften var ikke original og ikke i stand til at løfte højt nok så vi måtte rundt og lede efter flade ting vi kunne putte ind imellem donkraften og baghjulsophænget!
Efter endt dækskift kørte vi ind til Catbalogan og fandt et sted, hvor de kunne fikse vores flade dæk i en ruf.
Denne gang besluttede vi os for ikke at spise i Catbalogan, så vi fortsatte det vilde ridt. En time efter punkterede bilen dog igen (samme hjul), så ud igen og skifte hjul, men denne gang i regn og mudder.
Det blev også ordnet. Jeg var ved at blive lidt skeptisk med hensyn til mine chancer for at nå mit fly, så chaufføren gav den gas også på de mere håbløse strækninger, hvilket medførte flere forudsigelige opkastninger fra sæderne bagved.
Da vi endelig nåede lufthavnen i Tacloban gjorde jeg status over, hvem der ikke havde ørlet på vejen.
Resultat:
Undertegnede (man er vel sømand!)
Min frue (tæt på men dog ikke)
Vores datter (babyen, hun sov bare)
Svigerfar (intet kan ryste ham, har redet meget på Carabau)
Onkel (til fruen, se svigerfar)
Tante (til fruen, har nok redet meget med hendes mand)
Onkel og tantes ældste søn (slægter nok faren på med hensyn til Carabau)
Fruens ældste bror (aner ikke hvorfor. Han har aldrig redet Carabau)
Fruens yngste bror (se ældste bror til fruen)
5 børn og voksne havde på turen brugt 17 poser til at brække sig i, så de ser nok ikke frem til at skulle samme vej tilbage om en uge (hæ-hæ). Så meget for julegaver!!
Godt Nytår,
Samarjan
24. December om morgenen, NAIA terminal 2 indenrigs. Folk står i en næsten 50 meter lang kø for at komme ind i terminal bygningen.
Vi står der, 3 voksne, 1 baby, 2 kæmpe Balikbayan bokse og 7 kufferter, ialt 3 bagage trolleys.
Vi når endelig indenfor og tjekker ind. Selvom vi har 68 kg overvægt, rynker de ikke engang på næsen (jeg elsker dette sted!). Pris: 1600 Peso, eller omkring 200 kr. Havde det været i Dk, ville det have kostet mere end flybilletterne.
Normalt flyver vi direkte til Calbayog på Samar med Asian Spirit (we bring you closer to your spirit), men vi var for sent ude, så vi måtte tage til takke med billetter til Tacloban, Leyte med Philippine Airlines (PAL = Plane Always Late). I dette tilfælde var det dog en god ting, da hele processen i terminal 2 lader til at gå lettere med så meget bagage end fra den gamle nedslidte indenrigsterminal nede i blindtarmen af NAIA.
De var dog lidt unødvendigt emsige ved sikkerhedstjekket, da de bad mig om at køre mine flip-flops igennem gennemlysnings apparatet, men hvad pokker man var vel i julehumør.
Fordelen ved at have en baby er at man kan vade ombord næsten før alle andre, business class dyrene undtaget, der hellere end gerne optræder som om, man vil tage deres pladser på vej til flyet. Hvorfor de i det hele taget har business class på disse flyvninger er en gåde, da der ikke er særlig forskel mellem economy og business.
Selve flyvningen forløb fint. Landingen i Tacloban var endda til tiden (usædvanligt).
Den arrangerede transport ventede på os i Tacloban, så efter at have lirket al bagagen ind med et skohorn, kunne vi starte på vores ca. 200 km lange tur til San Joaquin, Samar.
Turen over San Juanico broen til Samar er altid fornøjelig med glimrende udsigt. Vejen efter broen er blevet asfalteret, så man får en fornemmelse af, at denne køretur skal nok blive overstået hurtigt, så hvorfor snakker chaufføren om 5-6 hours Sir? Havde ikke været på de kanter siden 2002, hvor det gik meget hurtigere, så hvad snakkede han om?
Efter ca. 40 Km begynder det at dæmre, hvad han mente! Det vi forstår ved en vej slutter og afløses af en vej, der mere minder om landskabet i ingenmandsland mellem fronterne under 1. Verdenskrig. Den første halve time er det meget sjovt, men efterhånden bliver det noget anstrengt at prøve på at klamre sig til et eller andet for at forhindre hovedkontakt med vogntaget hele tiden.
Det tog lidt over to timer at nå til Catbalogan (ca. halvvejs), hvor vi gjorde holdt for at indtage lidt føde. Efter lidt søgen, besluttede madammerne at vi skulle spise hos Jolibee, da de ikke mente, der var meget andet, der så appetitligt ud, og hvor chancerne for at undgå leverbetændelse sikkert også var bedre (vi er dog vaccineret, men alligevel).
Efter veludført spiseri, skulle vi alle lige en tur på det lille hus. Nu er Filippinske offentlige toiletter jo ikke ligefrem af en beskaffenhed som dem i Singapore, men alligevel mener jeg ikke, man bør stå i døren ind til toilettet og sigte efter toiletkummen, fordi rummet sejler i adskillige menneskers kropslige væsker! Jeg har flere gange over de seneste år spurgt min hustru, hvorfor den Filippinske mand/dreng ikke bare sætter sig ned og tisser, hvis de ikke kan ramme kummen alligevel. Svaret kan vel ikke overraske......Mahal, det er fordi det ikke er macho at sidde ned og tisse!
Videre gik det mod Calbayog, men næppe var vi kommet udenfor Catbalogan, før den vilde rutchebane startede igen med fornyet styrke.
Da vi nåede Calbayog, mente jeg, at jeg måske havde mindst en løs nyre. De sidste 30 Km, som jeg tidligere har bandet meget over, føltes nærmest som nylagt vej med nogle få bump.
Som chaufføren havde sagt, tog hele turen lidt over 6 timer.
For at gøre en lang historie kort, forløb julen planmæssigt. Huset lignede en reinkarnation af et setup fra en Amerikansk musical fra 30erne.
Nytårsaften forløb også planmæssigt. Det lykkedes os næsten at kappe en kokospalme over ved ivrig brug af adskillige Judasbælter (alle vores hænder og fingre er endda intakte).
2. Januar. Tidlig morgen. Vi har arrangeret samme transport tilbage til Tacloban. Hele svigerskabet samt en tante og onkel med unger og min bagage skal stoppes ind i denne Hyundai van (6 voksne, 7 børn og en baby) samt mine to kufferter. Det var lidt af et kunststykke. Min svigermor havde været fremsynet og købt 100 affalds poser.
Afsted kørte vi imod Calbayog, hvilket var hurtigt overstået. Derefter kørte vi mod Catbalogan og indenfor en time havde de første 3 unger afleveret deres morgenmad et par gange i de dertil medbragte affaldsposer.
Lidt udenfor Catbalogan punkterede dytten, så ud i regnvejr og skifte dæk med det værktøj der nu var til rådighed. Donkraften var ikke original og ikke i stand til at løfte højt nok så vi måtte rundt og lede efter flade ting vi kunne putte ind imellem donkraften og baghjulsophænget!
Efter endt dækskift kørte vi ind til Catbalogan og fandt et sted, hvor de kunne fikse vores flade dæk i en ruf.
Denne gang besluttede vi os for ikke at spise i Catbalogan, så vi fortsatte det vilde ridt. En time efter punkterede bilen dog igen (samme hjul), så ud igen og skifte hjul, men denne gang i regn og mudder.
Det blev også ordnet. Jeg var ved at blive lidt skeptisk med hensyn til mine chancer for at nå mit fly, så chaufføren gav den gas også på de mere håbløse strækninger, hvilket medførte flere forudsigelige opkastninger fra sæderne bagved.
Da vi endelig nåede lufthavnen i Tacloban gjorde jeg status over, hvem der ikke havde ørlet på vejen.
Resultat:
Undertegnede (man er vel sømand!)
Min frue (tæt på men dog ikke)
Vores datter (babyen, hun sov bare)
Svigerfar (intet kan ryste ham, har redet meget på Carabau)
Onkel (til fruen, se svigerfar)
Tante (til fruen, har nok redet meget med hendes mand)
Onkel og tantes ældste søn (slægter nok faren på med hensyn til Carabau)
Fruens ældste bror (aner ikke hvorfor. Han har aldrig redet Carabau)
Fruens yngste bror (se ældste bror til fruen)
5 børn og voksne havde på turen brugt 17 poser til at brække sig i, så de ser nok ikke frem til at skulle samme vej tilbage om en uge (hæ-hæ). Så meget for julegaver!!
Godt Nytår,
Samarjan