Only in The Philippines

[Samarjan]

Ja, så blev det endeligt officielt.
Joseph (Erap) Estrada, den Filippinske præsident, der blev afsat i 2001 midt i hans embeds periode, efterfulgt af 6 års retssag der endte med en livstids dom igen efterfulgt af en benådning 2 uger senere, har nu nærmest erklæret sig parat til at deltage i løbet om at blive den næste præsident for Filippinerne i 2010.
For dem der ikke er helt klar over det, er Erap umådelig populær blandt de fattige.
De identificerer sig med skuespilleren Estrada, som altid var helten, der skød alle 250 kriminelle med en 7 skuds 45 colt (vel at mærke uden at genlade) og løb med den smukke unge pige. De kan ikke adskille skuespilleren fra den bundkorrupte embedsmand.
Hans chancer for at vinde er faktisk overraskende store netop på grund af hans store popularitet blandt den fattige del af befolkningen.
Man kan vel nærmest vove den påstand, at Filippinerne er befolket af masochister, fordi de altid vælger præsidenter, senatorer, kongresmedlemmer, borgmestre og barangay captains, der som regel er korrupte og stjæler deres penge. De gør det godt nok med et smil, men alligevel.

Den nuværende præsident Arroyo kom for et par måneder siden med det udsagn, at Filippinerne ville blive et såkaldt "First World Country" indenfor de næste 20 år!
Jeg er kommet her i snart 19 år, boet her on-off i 17 år og permanent i 6 år. I de større byer er der sket en del (de er blever mere beskidte), men ude på landet ligner det meget sig selv. Jeg kan ikke se, hvordan dette skulle kunne opnås i min levetid.
Der skal jo en omfattende ændring i holdning til, hvis de skal blive et land.........som f.eks vores (Gud forbyde det!).
Af et land der er så fattigt er det værd at lægge mærke til, at de har flere shopping malls end de fleste andre lande, de kan sammenlignes med.
Der er masser af biler især i byerne, men 11-14% af befolkningen lever stadig for mindre and 3 kr om dagen.
De fleste smiler dog stadigvæk, hvilket os vestlændinge måske kunne lære af. Vi er jo sådan set alle født med en guldske i munden i forhold til de fattige herude.
Jeg elsker dog stadig Filippinerne, selv med deres korruption, scams, biler og andet man nu kan finde på at ynke over.

[tap]

Den nuværende præsident Arroyo kom for et par måneder siden med det udsagn, at Filippinerne ville blive et såkaldt "First World Country" indenfor de næste 20 år!???

ved ikke om jeg skal le eller græde

tap

[LarsKyhnau]

Hej Jan

Ja det med Estrada er bare for meget. Det er allerede mildt sagt pikant, at han efter at være blevet dømt for korruption bliver benådet 14 dage senere - af sin tidligere visepræsident. Hvis han også ligefrem kan få lov at stille op til næste valg, så må målet siges at være fuldt.

Man kan selvfølgelig sige, at det må være op til befolkningen, hvem de vil vælge til ledere. Men en befolkning, der er så dårligt uddannet som den Filippinske, er jo meget let at manipulere. Man kan derfor spørge sig selv, om demokrati overhovedet er en egnet styreform i et land med et så lavt uddannelsesniveau.

Måske er en form for oplyst enevælde i virkeligheden bedre. I Thailand havde folket valgt en Berlusconi-type til Premierminister, men han blev som bekendt afsat af militæret for nogle år siden - med kongens velsignelse. Ud fra demokratiske idealer en helt forfærdelig ting, men sagligt set godt for landet, idet manden var og er en katastrofe.

Et af de rigeste og bedst fungerende lande i Sydøstasien, Singapore, er faktisk et diktatur. Det er der nok mange, som ikke er klar over.

Jeg er helt enig med dig i, at det er fuldstændig urealistisk, at Filippinerne skulle blive et "first world country" indenfor 20 år. Et udsagn som dette viser nok bedre end så meget andet, hvilken udpræget mangel på realitetssans der hersker hos landets ledere.

Det går dog meget godt med deres økonomi lige nu med 6-7% årlig vækst, styrket peso og så videre. Men dette skal ses i lyset af, at Verden siden 2003 har oplevet et historisk opsving, og at de store lande i Asien, Indien og Kina, i samme periode har oplevet vækstrater på 9-11%. Om noget er Filippinerne derfor nærmest sakket yderligere bagud sammenlignet med mange andre Asiatiske lande, og det er nok nærmere Indien og Kina, som man kan forestille sig vil have nærmet sig "first world country" status om 20 år.

Filippinerne har, som andre råvareproducerende nationer, nydt godt af de høje råvarepriser, som det globale opsving har medført. Men man kan være bekymret for, hvordan landet vil klare sig, hvis råvarepriserne engang falder igen. Landet står stadig ikke specielt stærkt inden for hverken turisme eller industriel produktion.

I Dumaguete, hvor jeg bor, er der sket en del siden 2004 på den måde, at der hele tiden skyder flere og flere butikker op, og der er også klart kommet flere biler på vejene. Middelklassen og overklassen synes således at trives fint, hvilket sikkert et pænt stykke hen ad vejen skal forklares med en kraftig stigning i prisen på Negros hovedprodukt, sukker.

Der er også kommet flere beach-resorts i Dauin, men der er stadig en katastrofal mangel på jobs, som folk kan leve bare nogenlunde af. Lønninger på 100 peso om dagen er ganske almindelige, og for bare at blive ansat som ekspedient i en butik skal man som minimum have færdiggjort high school og helst også college, og desuden skal man være kvinde, under 25 år, ugift, barnløs og se godt ud ("pleasing personality").

Arbejdsløsheden er således så høj, at arbejdsgiverne kan tillade sig at vrage og vælge, som de vil. Hvis ikke det var for de mange "OFW`s" (Oversees Foreign Workers) og de penge, som de sender hjem til deres familier, så ville den Filippinske økonomi være i en helt uhyggeligt ringe forfatning, og der ville stort set ikke eksistere nogen middelklasse i landet.

Jeg håber da for dem, at de engang kommer fattigdommen og korruptionen til livs, men som du skriver er en væsentlig del af charmen ved landet jo også, at det netop ikke er som Danmark.

For mig er det at komme til Filippinerne på mange måder som at foretage en rejse tilbage i tiden. Mange ting er således, som man må forestille sig, at de har været i Vesten i 1950`erne eller starten af 1960`erne. På nogle punkter er det skidt, men på en del punkter er det også godt, fordi der er nogle børn, som vi i det forkælede Vesten har fået smidt ud med badevandet.

Man må håbe for Filippinerne, at det kan lykkes for dem at overtage nogle af de positive ting fra det udviklede Vesten uden at give afkald på alt for mange af de positive ting, som der er ved deres nuværende kultur og livsindstilling.

[Samarjan]

Den stærkt svækkede Dollar bevirker måske nok at den Filippinske Peso ser meget stærk ud, men det er meget dårligt for alle deres OFW's, fordi de alle er på kontrakt og bliver betalt i Dollars.
Arroyo har selvfølgelig en drøm om engang at se landet blive et såkaldt 1. World Country, men gad vide om hun i det hele taget er klar over, hvad det indebærer?
Skal vi tage Danmark som eksempel, er der tale om at udvikle et land, hvor der er veludviklet infrastruktur (kan ikke lade sig gøre i Filippinerne, sålænge Jeepneys og Trikes kører rundt herude). Korruption i det offentlige system skal bringes til et minimum (yeah right).
Den nuværende Filippinske regering ser på Singapore med misundelige øjne, men som Lars siger, er Singapore faktisk et diktatur (jeg kalder det en demokratisk diktatur, da de har en betalt opposition).
Der er et par forskelle imellem disse to lande. Singapore er et lille sted, og de har en helt anden holdning til arbejde. De knokler løs for at opnå de ting, de gerne vil have.
Da velbetalte jobs er en mangelvare i Filippinerne, ser man oftest arbejdere sove eller være sløve, når de er på arbejde, fordi de måske har to jobs eller bare ikke gider arbejde, da lønnen er 100-300 Peso om dagen.
Den Filippinske kultur indeholder ikke det niveau af disciplin på arbejdsmarkedet, som f.eks ses i Singapore. Dette er en af grundene til landets tilstand, men også en af grundene til at jeg finder landet interessant. De er verdensmestre i at slappe af og hygge sig med familie og venner.
I Danmark har vi for vane at planlægge alt. Man besøger normalt ikke sin famile eller venner uden først at have adviseret sin ankomst. Herude dukker man bare op. Hvis man kommer ubelejligt, får man bare kun en omgang øl, kaffe eller andet, hvilket så er et tegn på, at man må videre.
Jeg ønsker det bedste for Filippinerne, men tror ikke på det forhavende sålænge deres politiske system er så korrupt.
Det er værd at lægge mærke til, at Filippinerne op til midt i tresserne var den næststørste økonomi i Fjernøsten. Derefter knækkede filmen for dem.

[LarsKyhnau]

Den svækkede dollar er helt sikkert ikke sjov for de mange OFW familier på Filippinerne, som har hovedparten af deres indkomst i dollars. Siden 2005 er pesoen desuden styrket ikke bare overfor dollars men også overfor de fleste andre valutaer, herunder euro og den danske krone.

I starten af 2005 fik man 100 peso for cirka 10,5 DKK og nu skal man næsten betale 12,5. Men retfærdigvis skal det vel siges, at pesoen så også var meget svag i starten af 2005, så den har vel bare fundet tilbage til et mere naturligt niveau nu.

Mange ting var næsten surrealistisk billige dernede i 2004-2005 for os, som havde penge med fra Europa. Det er de så ikke helt mere, dels p.g.a. den stærkere peso men også p.g.a. ret heftige prisstigninger på en del varer, specielt olieprodukter men også ting som kylling, sodavand, øl m.m. Officielt er inflationen dog som i Danmark ganske lav, men det er bare ikke sådan det føles i praksis. Men måske er det fordi man lægger mere mærke til de ting, som er steget 20-40% i pris på 3 år end til dem, som ikke er steget i pris.

Jeg er helt enig med dig i, at for at opnå en højere levestandard i landet, så må der nødvendigvis ske èn eller anden grad af holdningsændring i retning af større respekt for tid og en højere grad af effektivitet.

Men måske er det lidt et spørgsmål om ægget og hønen. Min opfattelse er i hvert fald, at folk arbejder meget mere effektivt i Manila end de gør i f.eks. Dumaguete eller i mindre byer på Mindanao. Og til gengæld er lønnen så også højere i Manila for et tilsvarende job.

Hvor lang vej der er til et rimeligt effektivitetsniveau i provinsen kan måske illusteres af en lille oplevelse, som jeg havde for et par år siden, hvor jeg i Dumaguete skulle sætte 1000 peso ind på en konto i Landbank, som tilhørte et familiemedlem.

Dette krævede, at jeg skulle udfylde et papir i 3 eksemplarer, aflevere de udfyldte papirer ved skranken, og herefter trække et nummer i køen og vente på at blive kaldt op. Udfra antallet af åbne skranker (1) samt antallet af mennesker, som ventede, estimerede jeg ventetiden til at være mindst en time.

Da jeg også havde andre planer for den dag gik jeg ud af banken med mit priority-number for at foretage nogle andre ærinder, og vendte så tilbage en god times tid senere.

Her blev jeg så vinket hen til skranken med det samme, og bankdamen konstaterede, at "jeg var gået". Jeg svarede høfligt, at ja, det var korrekt, for der havde været en meget lang kø, og jeg havde også andre ting, som jeg skulle nå den dag.

Under hele vores konversation havde hun særdeles svært ved at undertrykke et kæmpe fnis, og det var tydeligt at mærke på hendes reaktioner, at jeg i hendes øjne var en meget mærkelig udlænding. Hun forstod simpelthen overhovedet ikke, at jeg kunne synes det var et problem at skulle sidde på en umagelig stol i banken i en time eller mere bare for at få lov til at sætte 1000 peso ind på en konto.

En dansk bankdame ville få stress, hvis der sad 40 kunder og ventede på at blive betjent af hende, og hun ville i den situation arbejde så hurtigt hun overhovedet kunne. Hun ville også undskylde overfor en kunde, som evt. bemærkede, at ventetiden var usædvanligt lang i dag, at det var rigtigt, men de havde desværre fået en sygemelding i morges og kunne ikke skaffe nogen afløser. Eller hvad forklaringen nu ville være.

Den filippinske bankdame led absolut ikke af stress i den tilsvarende situation, og den lange kø påvirkede heller ikke på nogen måde hendes arbejdstempo, som med et pænt ord var moderat. Og til overflod opfattede hun det altså nærmest som urkomisk, at jeg havde været utilfreds med den lange ventetid og valgt at bruge den til noget andet end at sidde på en stol og glo.

I Danmark ville lederen af en bankfilial gøre noget ved problemet, hvis det hyppigt forekom, at kunderne måtte vente en time eller mere på at blive ekspederet.

Det gør lederen af en bankfilial i Dumaguete ikke, på trods af at lønningerne er så lave, at det ville være yderst billigt at løse problemet ved simpelthen at ansætte en dame mere. Og hvad der er nok så væsentligt, alle de Filippinske kunder finder sig i den lange ventetid og opfatter den vel nærmest som noget, der er både naturligt og uundgåeligt.

Et andet eksempel på, hvad jeg vil betegne som "tidsspildekulturen" i Dumaguete, er den måde, som de private skoler fungerer på. For det første tilrettelægger man - som i de offentlige skoler - dagen på den måde, at børnene møder tidligt om morgenen, hvorefter de til gengæld har 1½ times frokostpause, som de forventes at tilbringe i hjemmet. Da de færreste bor så tæt på en privatskole, at børnene kan gå i skole, betyder dette, at der skal hentes og bringes børn ikke 2 men 4 gange om dagen. Foruden at der altså skal være nogen hjemme til at tilberede frokosten.

Endnu værre er det, hvis man har et barn på 3-4 år, og af hensyn til barnets socialisering og udvikling sender det i såkaldt "førskole". "Førskole" er vel nærmest at betragte som en mellemting mellem børnehave og børnehaveklasse og varer 2 til 2½ time pr. dag. I dette tidsrum kræver skolen, at der for hvert barn i de små klassetrin skal opholde sig èt stk forældre eller anden voksen person i klasserummet. Forklaringen er, at "læreren" kun er ansat til at undervise børnene, ikke til at styre eller passe dem.

Når man tænker på, hvad en dansk pædagog skal klare i løbet af en arbejdsdag, så kan man godt forstå, at lønnen for en Filippinsk førskolelærer nødvendigvis må være en del lavere. Skal levestandarden i landet op må et system som dette jo nødvendigvis laves om, så mødre og tjenestepiger kan foretage sig noget mere produktivt end at stå og glo på hver deres 3-4 årige barn, som er i førskole.

Som et sidste eksempel kan det nævnes, at hvis man køber noget som helst i det kinesisk ejede Super Lee Placa i Dumaguete, så bliver produktet pakket ud af emballagen og testet, så man er sikker på det virker, før kunden får lov til at købe det. Køb af 2 stk badedyr tog således over 30 minutter, idet badedyrene først skulle pakkes meget forsigtigt ud af emballagen, herefter skulle man finde en fodpumpe, og endelig skulle de så pustes op, så man sammen med kunden kunne konstatere, at de ikke var utætte. At pakke badedyrene ned i emballagen igen tog selvfølgelig også lang tid, og det samme gjorde betalingen ved kassen, hvor der ellers er ansat en hel lille hær af piger, som vimser rundt og går i vejen for hinanden.

Jeg ville jo nok have foretrukket bare selv at puste dyrene op, når jeg kom hjem, og skulle et af dem så mod forventning være utæt, ja så måtte jeg jo bare tage hen til butikken igen og få det byttet.

Men næ nej, den går ikke i Super Lee Placa, for der er der ikke noget der hedder reklamationsret eller garanti. Det er derfor, det skal testet, at produktet virker, inden kunden køber det, for så kan forretningen med god samvittighed afvise enhver reklamation. At produktet så måske går i stykker 14 dage efter man har købt det, det spiller ingen rolle.

[Samarjan]

Jeg havde to af min frues søskende i privatskole, da vi boede på Luzon, og jeg må indrømme det var et underligt foretagende.
I det mindste var lærerne åbne for forslag til hvordan undervisningen måske kunne ændres til det bedre, således at børnene kunne lære noget, de kunne bruge i det virkelige liv. Jeg mente ikke, de lærte særlig meget af at sidde og tegne flaget fra Zimbabwe, mens deres regneevner ikke var for gode.
Jeg brugte næsten hver aften på at hjælpe dem med regning og matematik, hvilket de siden er blevet ret gode til.
Jeg plejer at bruge et simpelt regnestykke til at teste, om en lommeregner kan regne eller en lærer for den sags skyld.
287+3x3x0+2
Resultatet på en billig lommeregner vil blive 2.
Det rigtige resultat er 289, da man skal tage hensyn til tegnenes orden (de matematiske love). Der kan således opsættes usynlige parenteser efter tallet 287 og før tallet 2.
Kun 20% af lærerne på denne privatskole kom til det rigtige resultat.

Med hensyn til at pakke alt muligt ud og teste det, før man kan forlade forretningen, bruges dette adskillige steder, ja selv i Manila.

Jeg plejede aldrig at gå med i banken i Calbayog, da mit temperament vist ikke er bygget til at skulle sidde og tælle fluer i lokalet. Vi har siden nærmest fået VIP status. Jeg tror det har noget at gøre med de beløb, jeg har overført de sidste to år. Jeg bryder mig dog principielt ikke om særbehandling, bare fordi man har flere penge end andre. Jeg tror på princippet om lighed for alle, selvom det sjældent praktiseres i det virkelige liv (på nogle områder selv i Danmark).

Hilsen,
Jan