Billeje på Filippinerne

[Marinero]

Er der erfaringer med at leje bil på Filippinerne generelt og specielt i Laoag (Ilocos Norte) ?
Jeg er mest bekymret ift. forsikringer - hvor godt spiller det for en hvid mand involveret i biluheld - worst case - ulykke?
Nogle bud...

[LarsKyhnau]

Jeg kan se, at dette indlæg er gammelt, men emnet kunne jo også have interesse for andre end Marinero, så jeg vil gerne bidrage med de erfaringer jeg har opsamlet ved i 4 år at bo og køre bil samt motorcykel på Filippinerne.

Som udgangspunkt er det ikke almindeligt for turister at leje og selv køre en bil på Filippinerne. Det er der flere grunde til, hvoraf de vigtigste nok er landets geografi, begrænset udbredelse af turisme og sidst men ikke mindst de noget anderledes vej- og trafikforhold set i forhold til vestlige lande.

Jeg har dog ved søgning på Google fundet frem til et par firmaer i Manila, som lejer biler ud til en rimelig pris - 11.000 til 13.000 peso pr. uge for en Toyota Corolla 1,3. Dette er nogenlunde samme niveau som i f.eks. Thailand, så muligheden for at holde "bilferie" er altså tilstede, i hvert fald på Luzon og nærliggende øer. I resten af landet må man nok forvente, at kør-selv billeje kan være noget dyrere eller evt. helt umuligt at arrangere.

I områder uden for de store byer er udlejning af motorcykler en langt mere almindelig foreteelse end biludlejning. Små 100-125 cc Hondaer udgør, som i andre asiatiske lande, en uundværlig del af transportsystemet. Disse maskiner lejes ud overalt til priser på 200-600 peso pr. dag afhængig af lejens varighed, graden af turisme på stedet samt ens forhandlingsevner. Disse små maskiner er en genial og billig løsning på lokale transportbehov udenfor de største byer, men er absolut ikke egnede til langfart.

Hvis man opholder sig i landet i længere tid, og specielt i længere tid på samme sted, er det afgjort en overvejelse værd at købe sit eget transportmiddel - bil eller motorcykel - frem for at leje eller være afhængig af offentlige transportmidler, og så afhænde dette igen inden hjemrejsen. Eller lade det stå til man kommer tilbage igen, hvis man kender nogle, som kan passe på det i mellemtiden.

Det er fuldt lovligt for en udlænding på turistvisum at eje motorkøretøjer på Filippinerne, og vægtafgift samt forsikring koster kun en bagatel i forhold til Danmark. Det samme gælder arbejdsløn for mekanikere, og registreringsafgiften på biler og motorcykler er meget lavere end i Danmark. Man skal derfor ikke leje et køretøj i særlig mange måneder, før det havde været billigere at købe et brugt køretøj og herefter sælge det igen til en lavere pris når man er færdig med at bruge det.

Følgende priseksempler kan give en rettesnor for, hvad det koster at eje et motorkøretøj på Filippinerne i kortere eller længere tid:

Fabriksny Honda 100 cc motorcykel: knap 50.000 peso (6.000 DKK)
Brugt ditto: cirka 20-25.000 peso (2.500-3.000 DKK)
Fabriksny Toyota Corolla: cirka 750.000 peso (90.000 DKK)
8-10 år gammel ditto: cirka 200.000 peso (25.000 DKK)
Brugt Kia Pride (skodbil) i brugbar stand: cirka 100.000 peso (12.000 DKK)
10-12 år gammel dieseldreven 4-hjulstrækker (Mitsubishi Pajero / Isuzu Trooper): cirka 500.000 peso (60.000 DKK)

Årlig vægtafgift for personbil (Toyota Corolla): 2.000 peso (250 DKK)
Lovpligtig "smoke test" ditto: 300 peso (35 DKK).
Lovpligtig afsvarsforsikring ditto: 700 peso (85 DKK - Dækker kun personskade og kun op til 50.000 peso).

Hvis man overvejer at leje eller købe et køretøj på Filippinerne for at blive selvkørende er der er række forhold, som man bør være opmærksom på / klar over.

Det første og måske vigtigste er, at de fleste Filippinere, som har kørekort, aldrig har modtaget formel køreundervisning endsige været til nogen form for køreprøve. En bekendt beskrev engang forholdene i Negros Oriental (Dumaguete) som "èn stor øveplads for førstegangsbilister". Når man først har vænnet sig til det er det på en måde ganske charmerende, men det kræver en vis tålmodighed og ikke mindst årvågenhed, idet man må regne med, at andre trafikanter ofte er uopmærksomme eller simpelthen ikke ved, hvordan de bør færdes i trafikken. Det må absolut anbefales at tilbringe lidt tid i landet, før man selv sætter sig bag rattet eller styret, for dermed at vænne sig til den anderledes trafikkultur.

I større byer som Cebu og Manila er der knap så meget "fumlekøreri", men til gengæld må man her være forberedt på, at professionelle chauffører (taxis, jeepneys, busser) kører særdeles hårdt idet tid for dem er = penge. Det er absolut ikke noget for folk med sarte nerver at køre selv i disse tætbefolkede områder.

De officielle trafikregler er i hovedtræk som i Europa, men i praksis bruges begreber som "forkørselsret" eller "vigepligt" slet ikke i samme omfang. Bortset fra lysregulerede kryds er det helt normalt og legalt at køre ud også selvom man dermed "generer" trafikken på en større vej. Man skal ikke - som i Danmark - vente på et "hul i trafikken". Når man først har vænnet sig til det vil man formentlig sætte pris på denne mere flexible form for trafikafvikling, hvor alle i princippet har samme ret til at komme frem, uanset om man kører på en større eller mindre vej.

På 4-sporede landeveje er det normalt, at de fleste køretøjer kører i yderbanen, også selvom de kører med lav hastighed, og at overhalinger dermed må foretages højre om. Dette er tildels begrundet i det forhold, at inderbanen anvendes til opsætning af boder, parkering af køretøjer samt af- og påsætning af passagerer, foruden at den benyttes af meget langsomme trafikanter såsom tricykler, cyklister og fodgængere / fumlegængere. Inderbanen kan dermed nærmest betragtes som en form for reservebane/overhalingsbane, hvor det ligesom ved overhaling på 2-sporede veje er det overhalende køretøjs pligt at sikre sig, at overhalingen kan gennemføres indenfor den frie og oversigtlige vejlængde. Når man først har vænnet sig til det giver også dette "system" en del mening, de lokale forhold taget i betragtning.

Kørsel over lange afstande (landevej) i mørke bør som udgangspunkt undgås, hvis det overhovedet er muligt. Ulemper ved at køre i mørke omfatter:

* Manglende afstribning på mange veje.
* Ingen kantpæle på det store flertal af veje.
* Fodgængere, som går eller sidder midt på vejen, selvom det er mørkt.
* Køretøjer, som kører uden lys.
* Køretøjer, som kører med det lange lys tændt, selvom der er modkørende trafik.

Hvad det sidste angår er den bedste modforholdsregel at blinke et par gange med sit eget lange lys, og hvis det ikke hjælper, selv skifte til langt lys. Det får de fleste til at blænde ned.

Ved kørsel på landeveje bør man være forberedt på, at specielt busser kan finde på at overhale, selvom der ikke helt er plads til det. Man må derfor hele tiden være opmærksom på modkørende trafik og om nødvendigt være parat til at sætte farten ned og evt. stikke et par hjul ud i rabatten, for at en modkørende (bus) kan færdiggøre sin overhaling. Som i andre asiatiske lande er ”tyngdeloven” en vigtig del af færselsloven på Filippinerne - d.v.s. det tungeste køretøj har i praksis mere eller mindre forkørselsret.

I mange områder må man også påregne at skulle dele landevejen med et større antal vilde hunde. Kører man bil er konsekvenserne af et sammenstød med en vild hund begrænsede til, at det giver en grim lyd, når man rammer hunden, og at bilen evt. skal en tur på maler- og pladeværksted bagefter. Kører man på motorcykel kan et sammenstød med en hund derimod let koste en tur på hospitalet eller det, der er værre.

Ved køb af brugt bil bør man være opmærksom på, at næsten alle køretøjer, som udbydes til salg af forhandlere, har fået spolet kilometertælleren tilbage, så den kun viser 50.000-60.000 km eller noget i den retning. Man bør derfor ikke acceptere at betale mere for en bil, fordi den formodes at have et lavt kilometertal. I mindst 9 ud af 10 tilfælde er dette tal ren fiktion. Vær også opmærksom på, at mange biler er importeret brugt, og når man spørger til bilens årstal vil nogle forhandlere oplyse året for første registrering på Filippinerne og ikke året for første registrering i det land, hvor bilen oprindeligt er solgt (typisk Japan eller Korea). Ligeledes er det klart, at hvis priserne ikke er skiltet, så må man forvente, at der spilles ud med en relativt høj pris, når den person, som spørger, har et hvidt ansigt. Som i Danmark bør man derfor bruge sin sunde fornuft og sit krejlerinstinkt, hvis man køber en bil hos en brugtvognsforhandler.

En anden og efter min mening bedre løsning er at købe direkte fra en privatperson. Private, som ønsker at sælge deres bil, sætter ofte et "til salg" skilt i vinduet, og så er det jo bare at ringe op og aftale en prøvetur. Også her er prisen i de fleste tilfælde "negotiable" og vil typisk kunne forhandles lidt længere ned end hos en forhandler.

Ved køb af et brugt motorkøretøj bør man sammen med sælgeren få udarbejdet en "deed of sale" med en advokats bistand, så man er sikker på, at papirerne er i orden. Herefter skal køretøjet principielt set omregistreres på motorkontoret (LTO) ligesom i Danmark.

M.h.t. valg af køretøj kan man fint klare sig med en alm. personbil i byerne og på hovedlandevejene. Har man intentioner om at køre uden for hovedlandevejene i landområder vil man derimod opdage, at asfalten eller betonen hurtigt slipper op, og at grusvejene som regel er af en karakter, som er den rene tortur for en alm. personbil. Har man råd og har man behovet giver det derfor modsat DK god mening at købe eller evt. leje en robust 4-hjulstrækker, pick-up truck eller lignende.

Hvad angår Marineros spørgsmål om, hvad der sker, hvis man er involveret i en (alvorlig) ulykke, kan jeg ikke give noget klart svar, idet jeg heldigvis ikke selv har nogen erfaringer med dette, og heller ikke kender nogen, som har.

Med mit generelle kendskab til landet er jeg dog sikker på, at det ikke vil være nogen behagelig oplevelse at være involveret i en ulykke, som medfører tab af menneskeliv eller alvorlig personskade (men hvor og hvornår er det i grunden det?). På Filippinerne, såvel som i mange andre udviklingslande, vil der givetvis være stor risiko for, at ofrets familie i den situation vil reagere følelsesmæssigt og/eller forsøge at drage økonomisk fordel af situationen, når de finder ud af, at modparten i ulykken er en "rig" udlænding. Om man kan leve med denne risiko eller ej må den enkelte gøre op med sig selv.

Vælger man at leje en bil eller motorcykel bør man naturligvis - som i andre lande - undersøge hvordan den tilknyttede forsikring dækker, inden man underskriver en lejekontrakt.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg selv nyder meget at køre både bil og motorcykel på Filippinerne, og på landet er der mange naturskønne strækninger i dette bjergrige land. Som det fremgår af det ovenstående er der imidlertid også en del udfordringer forbundet med at køre på Fillippinerne, eller i hvert fald forhold, som er anderledes end i Danmark. Det er derfor næppe alle, som vil synes, at det er nogen fornøjelse at køre selv, og måske især ikke, hvis det er første gang man besøger landet og/eller kun skal være der i nogle få uger.

Jeg håber ovenstående information kan være til nytte for nogle af forummets brugere.

Venlig hilsen Lars

[PNO]

Hej Lars

Takker mange gange for det indlæg.
Det er noget der kan bruges

Jeg er 100% enig i den beskrivelse af Dumaguete. Selv efter 4 ferier i området på 2 år (El Dorado) et trafikken stadig total kaos i mine øjne.
Der findes vel ikke et lyssignal i hele byen ?

Hilsen

PNO

[LarsKyhnau]

Hej PNO

Sjovt at du har været 4 gange på El Dorado Beach Resort. Det var det sted, jeg selv startede med at bo, da jeg kom til Dumaguete for snart 4 år siden.

Siden da er der kommet flere andre gode resorts i Dauin, især Pura Vida (naboen til El Dorado, drevet af Sea Explorers) samt Amontillado (tidl. Cast Away) og endelig Thalatta lidt længere sydpå i Malatapay. Alle disse 3 ligger dog prismæssgt lidt over El Dorado, som med sin gode restaurant og intime atmosfære omkring poolen dermed nok stadig er det bedste bud, hvis man er single eller et ungt par på budgetrejse.

Det er rigtigt, at Dumaguete ikke har et eneste lyssignal, og der køres derfor på samme måde, som man gør i København ved strømafbrydelser: Efter gensidig hensyntagen. Det fungerer generelt forbløffende godt, men de sender dog af og til folk ud og dirigere trafikken manuelt i de mest trafikerede kryds. Det fungerer også meget godt, bortset fra at nogle trafikanter tilsyneladende ikke forstår/respekterer de signaler, der gives, og så kan det jo næsten være lige meget.

Det centrale Dumaguete med sit mylder af tricykler samt hovedlandevejen hele vejen fra Bacong til Sibulan hører til de få steder på Filippinerne, hvor jeg absolut ikke nyder at køre bil. Jeg tager hellere motorcyklen, hvis jeg har et ærinde i det centrale Dumaguete, som ikke indbefatter køb af tunge ting. Og hvis jeg ellers får lov af min forlovede, som lægger beslag på den det meste af tiden :-)

P.t. er jeg selv i Danmark, men du kan da give et praj hvis du igen planlægger at besøge El Dorado Beach Resort / Dumaguete. Det kunne da være meget hyggeligt at mødes, hvis jeg er hjemme på det tidspunkt. Vi har et hus cirka 3 km fra Dumaguete centrum.

Venlig hilsen Lars

[PNO]

Hej Lars

Vi forlod El Dorado 30. november -:) -:)
Men mon ikke vi vender snuden den vej igen til foråret. Det er jo godt for både sjælen og ikke mindst maven. -:) -:)

Det er nu ikke pga. budgettet jeg bruger El Dorado.
Jeg kan godt lide stemningen og ikke mindst personalet. Man føler sig velkommen.
Både min gode ven Niels og jeg medbringer jo vores kærester og de elsker begge at komme "hjem" til El Dorado.

Hilsen

PNO

[LarsKyhnau]

Hej PNO

Ja så har vi muligvis mødt hinanden i Dumaguete uden at vide det. Jeg rejste nemlig tilbage til Danmark 2/12 :-)

Jeg så / hørte under mit ophold flere gange andre danskere på Coco Amigos restauranten, men syntes det var for plat at rende hen og sige hej alene p.g.a. en fælles nationalitet. Og det kan jo også have været nogle helt andre end dig/jer.

[cax]

hehehe....lidt sjovt emne...trafik og Filippinerne er jo ren humor... nå men jeg tænkte lige at jeg ville bidrage med en detalje.

Da jeg i november boede på Mariott i Cebu og ville en aftentur op på Tops og spurgte conciergen hvad jeg havde af muligheder var svaret 1) taxa med risiko for ikke at kunne komme tilbage og 2) leje hotelets bil via Hertz.

Nu kender jeg jo Hertz som et kør selv udlejnings selskab så jeg gik straks i forsvars position og spurgte om det ikke ville betyde at jeg selv skulle køre bilen. Jeg havde to problemer med det. 1) at finde vej derop og 2). at jeg bestemt ikke havde lyst til at begive mig ud i den filippinske trafik som chauffør.

Men det overraskende svar jeg fik var - "Nej det kan slet ikke lade sig gøre her, alt biludlejning er med chauffør". Nu var jeg dels lettet dels lidt bekymret for prisen - men med 950 Php for den første time og 125 for de efterfølgende følte jeg mig klar til at slå til.

Det kan altså med fordel betale sig at leje bil med chauffør.

[LarsKyhnau]

Det er rigtigt, at man i de større byer kan leje en bil med chauffør på timebasis. Det må vel nærmest betragtes som en form for taxi-kørsel, hvor der blot betales pr. time og ikke efter kørt distance. Taksten gælder normalt kun inden for byens grænser og ikke ved langtur, hvor der i stedet aftales en pris afhængig af turens længde.

Du kunne også sagtens have lavet en lignende aftale med en "almindelig" taxi, altså blive kørt derop og herefter bedt ham om at vente og køre dig hjem igen - men igen til en aftalt pris og ikke efter taxameter. Det havde sikkert været lidt billigere end hotellets Hertz-bil, men ikke nødvendigvis bedre.

Det er til gengæld ikke rigtigt, at al biludlejning i Cebu er med chauffører. Europcar udlejer biler uden chauffør, og der er muligvis også andre firmaer:

http://www.europcar.com.ph/

Om dette er en anbefalelsesværdig mulighed afhænger vel af, hvem man er, og hvad ens behov er. Skal man blot være i Cebu by virker det fjollet idet der jo er masser af taxaer der, og der kan køres rigtig meget i taxa hver dag for det beløb, som det koster at leje en bil hos Europcar. Desuden er det, som du skriver, noget af en udfordring både at finde vej og i det hele taget køre i Cebu (eller Manila). Så det bør man givetvis overlade til en chauffør, der kender byen, hvis alternativet er at betale mere for at leje en bil og køre selv.

Skulle jeg engang få tid og lyst til at se andet på Luzon end Manila kunne jeg derimod godt finde på at flyve til Manila, leje en bil (hos et lidt billigere firma end Europcar) og herefter køre rundt på Luzon i en uges tid.