PDA

Se fuld version : Bilkøb


Clemmen
31-03-08, 04:55
Jeg går og spekulerer på om jeg på et tidspunkt skal investere i en bil. Sådan et køretøj kan jo erhverves for en pris, der er en anelse billigere end i Danmark.
Men ......
Hvilke faldgruber skal man undgå?
Jeg har brug for en masse gode råd.
(Jeg huserer i Cebu-området)

De bedste hilsener
Clemmen

Dansker_i_Cebu
31-03-08, 09:41
Hej Clemme....

Sad og så lidt på din hjemmeside for nylig, dejligt at se dit engagement mht uddannelsen af ungerne..

Et generelt råd både til dig samt andre der skal bo her. Prøv se jeres behov, er det kun bykørsel (15km i timen og kø hele tiden) jugle, ujævnt terræn osv.

Et bilmærke vi (og andre iflg div aviser) har haft uheldige oplevelser med er KIA. Vi har nu en Honda Odyssey som vi har fået for 300.000 peso, vi fik den lidt billigt da vi har forbindelser indefor bilbranchen og den koster vist nok nærmere 450-500.000 peso og i DK det samme i DKR.

Du skal passe på med restgæld, at papirer er legale og rette ejer osv osv men når du har besluttet dig for at få en bil, vil jeg med glæde hjælpe dig med køb så du er sikker på at få en fair deal.

PS - du kan jo evt oz købe en ny bil på afbetaling, det er billigere end man tror....

Clemmen
31-03-08, 14:36
Tusind tak for dit venlige tilbud. Nu skal jeg lige derover først.
Jeg sidder stadig fast i Himmerland nogle dage endnu :-)

LarsKyhnau
31-03-08, 14:43
Ved køb af brugt bil er der vel nogenlunde de samme faldgrupper som I Danmark. Altså skjult restgæld, dårligt vedligeholdte eller skadede biler samt for høje annoncerede priser (der skal handles ned). Herudover var det specielt tidligere meget udbredt, at brugte biler fik spolet kilometertælleren tilbage, så f.eks. en 8 år gammel bil aldrig havde kørt mere end cirka 50.000 km. Et sidste forhold, som er lidt specielt for Filippinerne, er, at en del specielt 4-hjuls trækkere og koreanerbiler er blevet importeret brugt fra Japan eller Korea. Det er der ikke noget galt i, men bilens registreringsattest vil da fortælle, hvornår den kom til Filippinerne og ikke hvornår den er produceret. Brugtimport blev ulovligt i 2005, men foregår stadig i et vist omfang alligevel.

Hovedrådet ved køb af brugt bil er (som i Danmark) at bruge sin sunde fornuft. Virker sælgeren eller forretningen tillidsvækkende? I modsat fald, køb en anden bil. Lyder noget for godt til at være sandt, f.eks. en pris, som er utroligt lav i forhold til årgang eller kilometertal? Jamen så er det nok heller ikke sandt. Undgå biler, som har gået unaturligt få km. i forhold til deres årgang, og vær sikker på, at sælger ikke lyver omkring årgangen i.f.m. brugt-importerede biler.

Er der tale om en nyere brugt (2-5 år) bil, så bed om at se servicebogen og check, at alle serviceeftersyn er blevet overholdt. Kan eller vil sælgeren ikke vise servicebogen frem, så køb en anden bil.

Overvej, som Dansker i Cebu skriver, dit behov. Skal bilen kunne køre på de mindre veje på landet er der ingen vej udenom en robust 4-hjuls trækker eller en pick-up truck. Er det godt nok at kunne køre i byen samt på hovedlandevejene er en alm. bil både billigere i anskaffelse og drift, og desuden er den mere komfortabel og sikker end specielt en pick-up truck.

Skal du køre meget rundt i Cebu er det af økonomiske grunde smart at vælge en bil med så lille motor som muligt. Som tommelfingerregel er benzinforbruget ved langsom bykørsel stort set proportionalt med motorens størrelse, d.v.s. en 2-liters bil vil bruge omtrent dobbelt så meget benzin som en 1-liters. Automatgear er behageligt, men de simple typer, som findes i de fleste modeller på Filippinerne, øger brændstofforbruget med 10-15% og stjæler en tilsvarende del af motorens kraftressourcer.

Skal du køre meget på landevejene bør du gå efter en bil med moderne sikkerhedsniveau, d.v.s. min. 2 airbags, ABS-bremser og en rimelig karakter i Euro-NCAP testen. Her falder de billigste biler på markedet igennem, idet de typisk hverken har ABS eller airbags. Visse pickup trucks har herudover katastrofalt dårlig sikkerhed i en kollision. Euro-NCAP har lige testet Isuzu D-Max, Nissan Navarra og Mitsubishi Strada, og kun den sidste leverede et acceptabelt resultat med 4 stjerner ud af 5. De 2 første er derimod rene dødsfælder, hvis man kører ind i et stationært objekt eller et tungt køretøj. Toyotas Hilux er desværre ikke blevet testet endnu.

Overvej, hvor længe du forventer at beholde bilen. Snakker vi om 10 års ejertid er det måske økonomisk overkommeligt at købe en ny, så du dermed er helt ude over enhver tvivl om, hvilken fortid bilen har. Skal du kun eje bilen i 2-4 år får du derimod - som i Danmark - et meget voldsomt værditab ved at vælge en ny bil.

Det mest udbredte mærke på Filippinerne er Toyota (40% markedsandel) og det er også det mærke, som holder værdien bedst. Toyota vil derfor være et naturligt valg, men man går heller ikke galt i byen med en Honda, Nissan eller Mitsubishi. Skal man køre meget kan og bør man nok bemærke, at næsten alle taxichauffører kører Toyota. Og det er selvfølgelig fordi, det er det mærke, som laver biler, der holder bedst til hård slidbrug og som er billigst at vedligeholde. Honda og Mitsubishi laver biler, som er lidt sjovere at køre, men de er typisk noget dyrere at holde vedlige end Toyota. Endelig er Nissan p.t. kun rigtig med i gamet, når det drejer sig om 4-hjuls trækkere.

De koreanske mærker har forbedret deres kvalitet meget de senere år, men nypriserne virker alt for høje sammenlignet med de japanske, idet der stadig er tale om et ringere produkt, og desuden mangler de som regel det nødvendige sikkerhedsudstyr. De europæiske mærker er generelt hverken udbredte eller konkurrencedygtige på Filippinerne, omend der er enkelte positive undtagelser i Fords og Chevrolets program (de biler, vi kender som Opel, sælges under navnet Chevrolet).

Luksusprægede biler har et astronomisk højt værditab de første mange år, idet brugtbilkøberne typisk går efter de biler, som er billigst mulige i indkøb og drift. Er man interesseret i noget "sjovt" kan man udnytte dette forhold til at gøre nogle gode køb på brugtmarkedet. F.eks. kan en 10 år gammel BMW fås en del billigere på Filippinerne end hjemme i Tyskland, selvom nyprisen er væsentligt højere på Filippinerne. Her snakker vi således om en afskrivning på 85-90% i løbet af de første 10 år. En 10 år gammel BMW vil dog være en del dyrere at holde kørende end en 10 år gammel Toyota, og der ligger heller ikke lige et BMW-kyndigt værksted i hver en lille by. Endelig er det temmelig risikabelt at køre stærkt på de filippinske veje, så det er måske bedst ikke at udsætte sig selv for den fristelse ved at købe en alt for sportslig bil.... :-)

Er du ude efter en "almindelig" og fornuftig bil kunne et godt bud være Toyotas lille Vios. Det er en Yaris med udvendigt bagagerum. Den har solgt godt, siden den kom frem i 2003, så der findes efterhånden nogle stykker af disse på brugtmarkedet også. Topmodellen har 1,5 liters benzinmotor, 2 airbags og ABS-bremser, og det er den, du bør gå efter. Disse biler er efterspurgt, så brugtpriserne er ikke blandt de laveste, men det vil så omvendt også gælde, når/hvis du skal sælge den igen.

Du bør generelt undgå de billigste brugte biler på markedet. Disse er nemlig meget efterspurgt af folk, som ikke kan få eller ikke vil tage et billån, og hvis primære kriterie derfor er "den må højest koste xxx tusinde peso". Ældre biler er generelt alt for højt prissat i forhold til det ekstra bøvl og ekstra udgifter, som der vil være ved en sådan, sammenlignet med f.eks. en 3-6 år gammel Toyota.

Du kan læse om de forskellige modeller på det filippinske marked her under menupunktet "car chart":

http://www.motioncars.com/

LarsKyhnau
31-03-08, 15:10
P.S. Hvad angår Toyota Vios og - Corolla skal man selvfølgelig være opmærksom på, at det ikke er en gammel taxi med tilbagespolet kilometertæller, man bliver prakket på. Netop fordi disse modeller er så populære på taximarkedet, kan der være en vis risiko for det. Denne risiko elimineres dog mere eller mindre ved at undgå basismodellerne, idet det næsten udelukkende er disse, der har kørt som taxi.

Skulle jeg selv ud og købe en fabriksny personbil på Filippinerne i dag, så ville jeg formentlig vælge en Toyota Yaris eller Vios 1,5 G, hvis det var fornuften, der talte, og hvis jeg ikke havde alt for meget behov for plads.

Ønskede jeg noget sjovere og/eller havde jeg behov for lidt mere plads, ville jeg købe en Honda Civic 1,8 S, idet denne kun koster godt 100.000 peso mere end en Yaris/Vios med tilsvarende udstyr. Eller jeg ville vente på den nye Mitsubishi Lancer, som snart kommer til Filippinerne, og så købe den i en tilsvarende udgave.

Skulle jeg have en pick-up truck ville jeg bl.a. af sikkerhedsmæssige grunde vælge Mitsubishi Strada 4x4 GLS Sport.

Skulle jeg have en 4-hjuls trækker (SUV) er der mange udmærkede bud på markedet, f.eks. Toyota Fortuner (som er baseret på en Hi-lux pick-up truck) samt Hyundai Santa Fe (den p.t. bedste bil fra Korea). Men priserne er her så høje og værditabet på de fleste modeller så stort, at det nok bedre kan svare sig at kigge på brugtmarkedet. Som f.eks. Dansker i Cebu tilsyneladende har gjort.

LarsKyhnau
31-03-08, 15:41
P.P.S. Skal bilen primært bruges i Cebu by og er pladskravene beskedne, så er det også en mulighed at købe en fabriksny Kia Picanto til 460.000 peso eller - hvis man kan finde det - en lettere brugt. Kia Picanto er den billigste bil på det filippinske marked, som holder et blot nogenlunde acceptabelt niveau, og den har været vældigt populær, siden den kom frem i 2004.

Fordelen ved denne model er, at den med sin lille 1,0 liters motor bruger mindre benzin ved bykørsel (tomgang) end andre biler, samt at den er relativt billig i indkøb. Min personlige mening er dog, at den er lidt for dyr i forhold til, hvor lidt man faktisk får for pengene. Da den kom frem i 2004, kostede den 350.000 peso, og det var efter min opfattelse mere fornuftigt end den nuværende pris på 460.000 peso for basismodellen.

Den procentvise værditab de første år vil således givetvis være større end for en Toyota Yaris 1,5 G til 713.000 peso, omend det absolutte værditab i peso vil være mindre p.g.a. den store prisforskel.

Skal man regelmæssigt køre på landevejen byder Picanto hverken på tilstrækkelig med aktiv eller passiv sikkerhed, og der er heller ikke megen motorkraft til overhalinger e.l. Det er derfor en decideret bybil, men som sådan er den sikkert også udmærket. I hvert fald hvis man er indstillet på, at den ikke vil leve i lige så mange år som en Toyota. Et typisk "brug og smid væk" produkt med andre ord.

LarsKyhnau
31-03-08, 18:04
Som et sidste P.S. skal det tilføjes, at et yderligere argument for at holde sig væk fra ældre brugte biler er, at mange filippinere ikke vedligeholder deres biler særlig godt. De fleste producenter giver i dag 3 års garanti og Hyundai endda 5 år, og i den periode vil serviceeftersyn m.m. naturligvis som hovedregel blive overholdt af de fleste. Herefter går mange imidlertid over til "if it ain`t broken, don`t fix it" princippet og glemmer alt om regelmæssig vedligeholdelse. Der skal jo spares, og man tænker ikke specielt langsigtet.

Læg hertil, at det varme og fugtige klima er hårdt for specielt elektronikken i en bil, og at vejene er temmelig dårlige. De fleste ældre biler er derfor, rent ud sagt, nogle forfærdelige skrammelkasser.

På den positive side koster et værkstedsbesøg på Filippinerne normalt ikke alverden, men det er vel ikke særlig fedt at køre rundt i en bil, som bryder ned og skal på værksted hele tiden. Værkstederne har heller ikke lige så godt udstyr eller lige så godt uddannede mekanikere som i Europa, så nogle gange kan de have svært ved i det hele taget at diagnosticere en fejl korrekt.

Mit klare råd er derfor, at man holder sig til fabriksnye eller nyere brugte biler på Filippinerne. Ligeledes bør man undgå koreanske biler, bortset fra nogle af de allernyeste modeller. Kia Pride er f.eks. noget frygteligt bras, og den nyere og mere moderne udseende Kia Ovello er bygget over samme teknik og kører derfor rædselsfuldt dårligt. Ligesom f.eks. kollisionssikkerheden må forventes at være på niveau med biler fra 1980`erne. Det samme gælder for den billigste SUV på brugtmarkedet, Kia Sportage. Denne elendige bil er blevet brugtimporteret fra Korea i stort omfang, efter at den blev så forældet, at koreanerne ikke selv gad køre i dem længere.

Skal man have en brugt SUV er den billigste og mest udbredte af de nogenlunde acceptable modeller Mitsubishi Pajero fra 1990`erne. Denne bil er rimeligt komfortabel og meget robust, men hverken køreegenskaber, sikkerhedsniveau eller brændstofforbrug er på nogen måde tidssvarende. Herudover fås den kun med et gammeldags 3-trins automatgear, som ofte er ude af justering, og som æder det meste af den i forvejen beskedne motorkraft, der er i dieselmotoren. Fornemmelsen er således, at der ikke sker en s..., når man trykker på speederen, og på en god dag kan man måske være heldig at køre 8 km på en liter dieselolie.