LarsKyhnau
08-08-08, 13:58
Til orientering for forummets medlemmer har jeg i dag stillet følgende spørgsmål til Venstres politiske ordfører Inger Støjberg på hendes blog på www.politikken.dk
"Kære Inger
Dejligt at se, at du er kommet tilbage fra ferie. Håber, at du havde en god ferie, men der er desværre nok at tage fat på nu, hvor du er kommet tilbage på arbejde.
Tillad mig at starte med at rette en sproglig misforståelse. Du skriver, at “EF-domstolens afgørelse gør det muligt for folk, der ikke har lovlig opholdstilladelse i EU, at bosætte sig i et EU-land, hvis blot de gifter sig med en EU-borger.”
Der er ikke noget, som hedder “lovlig opholdstilladelse”. Heraf ville jo følge det forhold, at man også kunne have en “ulovlig opholdstilladelse”. Og det kan man naturligvis ikke. Lige som man heller ikke kan have et “ulovligt kørekort” eller en “ulovlig tilladelse til at drive virksomhed”.
EF-domstolen har svaret på 2 forskellige spørgsmål i den irske sag.
Spørgsmål nr. 1) er, om et medlemsland i EU kan kræve, at et familiemedlem til en EU-borger, som opholder sig i eller flytter til landet, skal have haft opholdstilladelse i et andet EU-land for at kunne udnytte retten til fri bevægelighed.
Dette har både Danmark og Irland hidtil krævet, men et sådan krav er ikke nævnt i det direktiv, som Danmark var med til at vedtage i 2004, og derfor siger domstolen, at så kan det naturligvis heller ikke stilles.
Det synes jeg egentlig er meget logisk. Hvis der ikke står i loven, at man skal være rødhåret for at få kørekort, så kan myndighederne naturligvis heller ikke kræve, at man skal være rødhåret for at få kørekort.
Derimod har jeg svært ved at forstå, hvordan og hvorfor den danske regering er nået frem til den konklusion, at en ikke-EU ægtefælle til en EU-borger skal have haft opholdstilladelse i et andet EU-land for at reglerne om fri bevægelighed kan benyttes?
Jeg kunne derfor godt tænke mig, at du fortalte mig og resten af den undrende danske befolkning, dels hvilke personer i regering eller embedsapperat, som i sin tid nåede frem til den konklusion, og hvorfor?
Hvis du ikke selv er klar over dette, vil jeg foreslå, at du spørger Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbæk samt Bertel Haarder. Jeg føler mig ret overbevist om, at de ved det.
Det andet spørgsmål, som EF-domstolen tager stilling til, er, om det har nogen betydning, hvor og hvornår parret blev gift samt om ikke-EU borgeren er indrejst i værtslandet før eller efter ægteskabets indgåelse samt før eller efter at EU-borgeren er indrejst.
Det siger EF-domstolen så, at det ikke har. Retten til at have sin ægtefælle hos sig, hvis man er EU-borger, er således generel og er ikke afhængig af detaljer omkring, hvem der er indrejst i landet hvornår og hvordan eller hvornår man blev gift.
Dette er jo en prisværdig enkel retstilstand, og den ligger vel også meget godt i tråd med klassisk europæiske tænkning omkring familiens status, menneskerettigheder m.m.
En lille tvist på denne del af sagen er så, at det heller ikke har nogen betydning, om ikke-EU borgeren før ægteskabets indgåelse har opholdt sig ulovligt i værtslandet. Hvilken èn af de 4 ikke-EU borgere i den irske sag faktisk havde. Han havde nemlig fået afslag på asyl, men var uvist hvorfor og hvordan blevet i Irland i stedet for at rejse hjem.
Her siger EF-domstolen, at dette lovbrud kan staffes af Irland ved f.eks. at give manden en bøde. Men ikke ved at nægte ham retten til at leve sammen med sin hustru.
Jeg kan forstå, at mange danske politikere er utilfredse med den retstilstand, som EF-domstolen dermed fastslår, og mener, at denne form for lovbrud skal straffes langt hårdere.
Det kan man da også sagtens argumentere for, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, hvad regeringen har gjort for at overbevise de andre EU-lande om det?
Det er nemlig sådan, at EF-domstolen allerede i 2002 afsagde en dom, der fuldstændig som den seneste fastslår, at overtrædelse af immigrationsreglerne ikke i sig selv kan give anledning til at nægte ægtefæller retten til at leve sammen.
http:
//eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62000C0060:EN:HTML
Carpenter-sagen handler kort fortalt om en filippinsk kvinde, som var indrejst i Storbritannien på et 6 måneders visum. Da dette visum udløb, blev hun i Storbritannien og blev cirka et år senere gift med en britisk mand. De britiske myndigheder gav hende afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med den begrundelse, at hun havde overtrådt de britiske visumregler ved at blive i landet efter, at hendes visum var udløbet.
EF-domstolen sagde imidlertid, at dette ikke kunne bruges som begrundelse for at nægte hende retten til at leve sammen med sin mand. Igen måtte den britiske stat nøjes med at idømme en bøde e.l.
Var den danske regering dengang tilfreds med den retstilstand, som EF-domstolen fastslog? Og i modsat fald, hvad gjorde I da for at få det ændret? Og hvad blev resultatet?
Også her skal du nok tage fat i Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbæk og/eller Bertel Haarder, hvis du ikke selv kender svaret.
Jeg venter med spænding på dine svar, og det er jeg sikker på, at mange andre danskere også gør.
Med venlig hilsen,
Lars K. Hansen
P.S. Det forlyder jo, at der er en retssag på vej imod Danmark, fordi vi fastholder, at studerende og selvforsørgende ikke kan benytte sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. De fleste eksperter synes at være enige om, at Danmark med stor sikkerhed vil tabe denne sag.
Ligeledes kræver Danmark, at hjemvendende danskere skal have arbejdet i et andet EU-land for at kunne udnytte reglerne om fri bevægelighed til at vende hjem til Danmark. Her mener de fleste eksperter, at det er nok, at man har søgt job i det andet EU-land.
Også her kunne det være interessant for den danske befolkning at få at vide, hvilke personer i regering eller embedsapperat, som i sin tid nåede frem til de særlige danske tolkninger af EU-reglerne, og hvorfor?
Man kunne jo få den mistanke, at den danske regering simpelthen har foretaget politiske snarere end juridiske tolkninger af EU-reglerne om fri bevægelighed ud fra den betragtning, at så kunne man da få sin vilje i den tid, der går, indtil der er blevet afsagt nogle domme, som tvinger èn til at respektere de aftaler, man selv har skrevet under på. Og måske kunne man endda håbe på, at det i mellemtiden kunne lykkes for èn at overtale flertallet i EU til at skifte mening og indføre en anderledes retstilstand end den gældende.
Jeg håber virkelig ikke, at dette er tilfældet, idet den danske regering jo i så fald har misbrugt sin magt til helt bevidst at træde danske statsborgeres rettigheder under fode.
Jeg ser derfor frem til at høre dine/jeres alternative forklaringer så hurtigt som muligt."
Torben Wilken fra DNM har også stillet Inger Støjberg nogle gode spørgsmål på hendes blog, og jeg kan kun opfordre interesserede til at kigge ind med mellemrum for at se, om og i givet fald hvad, hun svarer. Manglende svar vil jo også i sig selv være ganske sigende.....
M.v.h. Lars
http://blog.politiken.dk/stojberg
"Kære Inger
Dejligt at se, at du er kommet tilbage fra ferie. Håber, at du havde en god ferie, men der er desværre nok at tage fat på nu, hvor du er kommet tilbage på arbejde.
Tillad mig at starte med at rette en sproglig misforståelse. Du skriver, at “EF-domstolens afgørelse gør det muligt for folk, der ikke har lovlig opholdstilladelse i EU, at bosætte sig i et EU-land, hvis blot de gifter sig med en EU-borger.”
Der er ikke noget, som hedder “lovlig opholdstilladelse”. Heraf ville jo følge det forhold, at man også kunne have en “ulovlig opholdstilladelse”. Og det kan man naturligvis ikke. Lige som man heller ikke kan have et “ulovligt kørekort” eller en “ulovlig tilladelse til at drive virksomhed”.
EF-domstolen har svaret på 2 forskellige spørgsmål i den irske sag.
Spørgsmål nr. 1) er, om et medlemsland i EU kan kræve, at et familiemedlem til en EU-borger, som opholder sig i eller flytter til landet, skal have haft opholdstilladelse i et andet EU-land for at kunne udnytte retten til fri bevægelighed.
Dette har både Danmark og Irland hidtil krævet, men et sådan krav er ikke nævnt i det direktiv, som Danmark var med til at vedtage i 2004, og derfor siger domstolen, at så kan det naturligvis heller ikke stilles.
Det synes jeg egentlig er meget logisk. Hvis der ikke står i loven, at man skal være rødhåret for at få kørekort, så kan myndighederne naturligvis heller ikke kræve, at man skal være rødhåret for at få kørekort.
Derimod har jeg svært ved at forstå, hvordan og hvorfor den danske regering er nået frem til den konklusion, at en ikke-EU ægtefælle til en EU-borger skal have haft opholdstilladelse i et andet EU-land for at reglerne om fri bevægelighed kan benyttes?
Jeg kunne derfor godt tænke mig, at du fortalte mig og resten af den undrende danske befolkning, dels hvilke personer i regering eller embedsapperat, som i sin tid nåede frem til den konklusion, og hvorfor?
Hvis du ikke selv er klar over dette, vil jeg foreslå, at du spørger Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbæk samt Bertel Haarder. Jeg føler mig ret overbevist om, at de ved det.
Det andet spørgsmål, som EF-domstolen tager stilling til, er, om det har nogen betydning, hvor og hvornår parret blev gift samt om ikke-EU borgeren er indrejst i værtslandet før eller efter ægteskabets indgåelse samt før eller efter at EU-borgeren er indrejst.
Det siger EF-domstolen så, at det ikke har. Retten til at have sin ægtefælle hos sig, hvis man er EU-borger, er således generel og er ikke afhængig af detaljer omkring, hvem der er indrejst i landet hvornår og hvordan eller hvornår man blev gift.
Dette er jo en prisværdig enkel retstilstand, og den ligger vel også meget godt i tråd med klassisk europæiske tænkning omkring familiens status, menneskerettigheder m.m.
En lille tvist på denne del af sagen er så, at det heller ikke har nogen betydning, om ikke-EU borgeren før ægteskabets indgåelse har opholdt sig ulovligt i værtslandet. Hvilken èn af de 4 ikke-EU borgere i den irske sag faktisk havde. Han havde nemlig fået afslag på asyl, men var uvist hvorfor og hvordan blevet i Irland i stedet for at rejse hjem.
Her siger EF-domstolen, at dette lovbrud kan staffes af Irland ved f.eks. at give manden en bøde. Men ikke ved at nægte ham retten til at leve sammen med sin hustru.
Jeg kan forstå, at mange danske politikere er utilfredse med den retstilstand, som EF-domstolen dermed fastslår, og mener, at denne form for lovbrud skal straffes langt hårdere.
Det kan man da også sagtens argumentere for, og jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, hvad regeringen har gjort for at overbevise de andre EU-lande om det?
Det er nemlig sådan, at EF-domstolen allerede i 2002 afsagde en dom, der fuldstændig som den seneste fastslår, at overtrædelse af immigrationsreglerne ikke i sig selv kan give anledning til at nægte ægtefæller retten til at leve sammen.
http:
//eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62000C0060:EN:HTML
Carpenter-sagen handler kort fortalt om en filippinsk kvinde, som var indrejst i Storbritannien på et 6 måneders visum. Da dette visum udløb, blev hun i Storbritannien og blev cirka et år senere gift med en britisk mand. De britiske myndigheder gav hende afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med den begrundelse, at hun havde overtrådt de britiske visumregler ved at blive i landet efter, at hendes visum var udløbet.
EF-domstolen sagde imidlertid, at dette ikke kunne bruges som begrundelse for at nægte hende retten til at leve sammen med sin mand. Igen måtte den britiske stat nøjes med at idømme en bøde e.l.
Var den danske regering dengang tilfreds med den retstilstand, som EF-domstolen fastslog? Og i modsat fald, hvad gjorde I da for at få det ændret? Og hvad blev resultatet?
Også her skal du nok tage fat i Anders Fogh Rasmussen, Birthe Rønn Hornbæk og/eller Bertel Haarder, hvis du ikke selv kender svaret.
Jeg venter med spænding på dine svar, og det er jeg sikker på, at mange andre danskere også gør.
Med venlig hilsen,
Lars K. Hansen
P.S. Det forlyder jo, at der er en retssag på vej imod Danmark, fordi vi fastholder, at studerende og selvforsørgende ikke kan benytte sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. De fleste eksperter synes at være enige om, at Danmark med stor sikkerhed vil tabe denne sag.
Ligeledes kræver Danmark, at hjemvendende danskere skal have arbejdet i et andet EU-land for at kunne udnytte reglerne om fri bevægelighed til at vende hjem til Danmark. Her mener de fleste eksperter, at det er nok, at man har søgt job i det andet EU-land.
Også her kunne det være interessant for den danske befolkning at få at vide, hvilke personer i regering eller embedsapperat, som i sin tid nåede frem til de særlige danske tolkninger af EU-reglerne, og hvorfor?
Man kunne jo få den mistanke, at den danske regering simpelthen har foretaget politiske snarere end juridiske tolkninger af EU-reglerne om fri bevægelighed ud fra den betragtning, at så kunne man da få sin vilje i den tid, der går, indtil der er blevet afsagt nogle domme, som tvinger èn til at respektere de aftaler, man selv har skrevet under på. Og måske kunne man endda håbe på, at det i mellemtiden kunne lykkes for èn at overtale flertallet i EU til at skifte mening og indføre en anderledes retstilstand end den gældende.
Jeg håber virkelig ikke, at dette er tilfældet, idet den danske regering jo i så fald har misbrugt sin magt til helt bevidst at træde danske statsborgeres rettigheder under fode.
Jeg ser derfor frem til at høre dine/jeres alternative forklaringer så hurtigt som muligt."
Torben Wilken fra DNM har også stillet Inger Støjberg nogle gode spørgsmål på hendes blog, og jeg kan kun opfordre interesserede til at kigge ind med mellemrum for at se, om og i givet fald hvad, hun svarer. Manglende svar vil jo også i sig selv være ganske sigende.....
M.v.h. Lars
http://blog.politiken.dk/stojberg