Se fuld version : EU-regler bruges ikke
Kim P. Nyberg
26-01-09, 12:18
EU-reglerne om familiesammenføring ligner en fuser, fortæller de på TV2 News. I 2007 søgte 105 om familiesammenføring efter EU-reglerne, mens 155 søgte i 2008. Frygten var elllers stor blandt eksperter og politikere efter Metockdommen, at antallet af ansøgninger efter EU-retten ville eksplodere. Peter Skaarup (DF) mener, at de værn, som VK og DF har sat op overfor følgerne af Metockdommen, dermed har vist sin effekt. Ministeren er ligeledes tilfreds med tallene.
http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-20037092.html
Tilbage sidder jeg her og tænker for mig selv: Ja ja, nu kom dommen jo midt i sommers, og der er ikke nævnt noget om, hvor mange der har søgt før dommen og hvor mange der har efter. Det kunne være interessant at se de to tal overfor hinanden. 50 flere ansøgninger over et helt år, rykker jo ikke noget synderligt. Men måske tallet for indeværende år kunne blive en god indikator om et lille års tid.
LarsKyhnau
26-01-09, 17:33
Hvad der ikke nævnes i det indslag er, at der p.t. ligger 250 ubehandlede ansøgning om opholdstilladelse efter EU-reglerne i Udlændingerservice. Og hvis hovedparten af dem munder ud i en opholdstilladelse, så er der altså rent faktisk tale om en meget betydelig stigning.
Der er intet underligt i, at regelændringerne ikke har slået igennem på antallet af opholdstilladelser endnu. Udlændingeservice trækker nemlig - formentlig med vilje - sagsbehandlingen ud i så lang tid, som de overhovedet kan tillade sig, nemlig 6-7 måneder.
Hertil skal lægges, at det først var 5/10 2008, at den mere lempelige administration blev indført. Og da man jo skal have boet mindst 10 uger i et andet EU-land, før man kan søge, og det desuden tager tid at finde en bolig i et andet EU-land, så kommer der stort set stadig kun ansøgninger ind til Udlændingeservice fra dem, som allerede boede i Sverige eller Tyskland før 5/10 2008.
Det ligner derfor ren ønsketænkning og politisk skønmaleri fra ministerens side, når hun påstår, at den langt mere lempelige administration af EU-reglerne siden 5/10 2008 ikke skulle have nogen nævneværdig effekt på antallet af opholdstillladelser. Det vil den så sikkert som amen i kirken få i løbet af 2009.
Noget andet er så, at antallet af ansøgninger efter de nationale danske regler OGSÅ er eksploderet. Udlændingeservice havde således pr. 1/11 2008 hele 4.200 ansøgninger under behandling mod blot 2.500 i begyndelsen af 2007. Og de ekstra ansøgninger efter EU-reglerne udgør altså kun en mindre del heraf.
De stramme danske regler var således allerede inden sommerens virak begyndt at miste en stor del af deres effekt, bl.a. af den simple grund, at de mennesker, som var 18 år i 2002, nu er fyldt 24 og dermed ikke længere rammes af 24-års reglen.
24-års reglen har således måske i virkeligheden udskudt flere familiesammenføringer end den har forhindret. Hvis man fra den ene dag til den anden hævede aldersgrænsen for at få tildelt efterløn fra 60 til 63 år, så ville der også efterfølgende komme en årrække, hvor meget få fik tildelt efterløn. Men efter 3 år ville antallet af nye efterlønsmodtagere hvert år igen være næsten lige så højt, som det var før regelændringen.
Det er fuldstændig samme mekanisme, som gør sig gældende, når man hæver aldersgrænsen for at opnå familiesammenføring. Nogle vælger i den situation at bosætte sig permanent i et andet land end Danmark og nogle finder sig en anden partner. Men der er helt naturligt også en stor gruppe, som ikke så let lader sig kue, og som blot venter med at søge, til de er fyldt 24 år. Og som så i mellemtiden har boet sammen i f.eks. Sverige, eller slet og ret boet hver for sig.
Er der kun krav om at man skal bo 10 uger. Hvad med arbejde i det andet eu land eksempelvis Sverige?
Kim P. Nyberg
27-01-09, 02:43
Joy,
Ja, du skal minimum bo 10 uger i et andet EU-land, for at kunne påberåbe dig de rettigheder, der gælder efter EU-retten. I en anden tråd er nøje beskrevet hvilke krav der stilles efter national dansk ret og alternativt efter EU-retten. Det er tråden om rejser udenfor Schengen-landene, hvor Lars Kyhnau giver dig svaret.
LarsKyhnau
27-01-09, 06:55
Joy, hvilken sten har du sovet under? :)
Hvorfor tror du, at hele det politiske Danmark stort set var ved at gå fra snøvsen efter Metock-dommen i sommers? Det handlede jo ikke om, at en enkelt illegal indvandrer eller afvist asylsøger muligvis kunne snyde sig til opholdstilladelse i Danmark ved at indgå et proforma-ægteskab med en svensker. Det handlede om, at regeringen ikke længere kunne gøre ret meget for at forhindre danske statsborgere i at benytte de samme EU-regler i Danmark, som hele tiden har været gældende for svenske eller franske statsborgere, og at den højt profilerede "faste og fair" udlændingepolitik og især 24-års symbolikken dermed i praksis stort set brød sammen.
EU-reglerne gælder også for studerende og selvforsørgende, og det blev den danske regering nødt til at acceptere efter Metock-dommen, idet den nu ikke længere kunne dække sig bag det figenblad, at EF-domstolen hidtil kun havde taget stilling i sager, som omhandlede arbejdstagere. En af de 4 EU-borgere i Metocksagen var således ikke arbejdstager i Irland men selvforsørgende.
EU-reglerne har hele tiden været gældende for både studerende og selvforsørgende, men indtil 5/10 2008 nægtede den danske regering ganske enkelt at anerkende dette.
Man har omhyggeligt og givetvis fuldt bevidst undladt at skrive det i vejledningen på www.nyidanmark.dk. Men hvis man arbejder i et andet EU-land end det, hvor man bor, altså f.eks. bor i Sverige men arbejder i Danmark, så er man teknisk set at betragte som "selvforsørgende" og dermed omfattet af reglerne.
Det afgørende i begrebet "selvforsørgende" er således ikke, at man lever af opsparede midler, men derimod, at man lever af midler, som ikke er tilvejebragt ved at arbejde eller drive virksomhed i det land, hvor man bor, men som heller ikke stammer fra de offentlige kasser i det pågældende land.
Kim P. Nyberg
27-01-09, 14:31
Lars,
Så kan det undre mig lidt, at når jeg ved tidligere lejligheder herinde har fastslået, at man er omfattet af EU-reglerne, hvis man bor på den ene side af en landegrænse, og arbejder i en anden, så er min påstand blevet afvist herinde. Men nu skriver du netop det, som jeg flere gange har fastholdt. Når jeg har fastholdt det, er det fordi det med al tydelighed fremgår af bogen "EU-retten", som jeg har klippet lidt fra i tråden om Metock-dommen. Bogen er fra 2004 (fås dog også i nyere udgaver og kan lånes på biblioteket), så du har raldstændig fut i, at politikerne har været fuldt klar over det hele tiden, det er blot indrømmelsens kunst, der er problemet for dem.
Men rart, at også andre herinde nu giver mig ret i min påstand.
LarsKyhnau
31-01-09, 12:12
Hej Kim
Din tolkning har hele tiden været den rigtige, men indtil 5/10 2008 tolkede den danske regering Opholdsdirektivet på en anden og mere restriktiv måde.
Faktum er derfor, at man indtil 5/10 2008 systematisk fik afslag, hvis man søgte FS i Danmark efter EU-reglerne efter at man havde boet i f.eks. Sverige men arbejdet i Danmark.
Pointen er altså, at den danske regering ikke overholdt Opholdsdirektivet før EF-domstolens kendelse i Metock-sagen, men det gør den til gengæld i det store og hele nu.
vBulletin® v3.8.4, Copyright ©2000-2012, Jelsoft Enterprises Ltd.