MOHS
20-06-10, 13:47
Jeg ankom til Manila en varm og fugtig juni dag.
Udsigten fra flyet vækkede en del følelser i mig og minder dukkede stille op igen.Det var lidt lisom at vende tilbage til en gammel film man havde set før, og ikke kunne huske handlingen helt.Man vidste selvfølgelig at man kunne li den, ellers havde man jo ikke set den igen.Sådan var gensynet med Manila for mig. Denne gang var modtagelsen mindre åbenlys, og ud over de venlige kommentarer
var der intet der denne gang fortalte mig at mit formål med rejsen var berettiget. Jeg ønskede ganske enkelt at bygge noget op på den korte tid jeg forventede at have og jeg ønskede at gøre på en måde som var ny og spændende. Jeg ønskede at elsistere og ikke meget andet, på et lille budget og uden at vække opsikt. om det ville lykkes, ja det skulle det bare.
Efter at have tisset og drukket lidt vand på NAIA lufthavnens ankomst toilet, hvor der også er mange forskellige banker der står klar til at veksle europæeres euros til dollar, fordi ja Manila hænger stadig ved i 80'erne på alle måder, hvor alt amerikansk var smart. At det toilet jeg var på heller ikke
var blevet moderniseret siden 80'erne betyder bare at man har en næsten surrealistisk oplevelse af at være i et lavindkomst land der samtidigt engang har været noget. Noget fordi det hele kan være pænt og rent, det er bare så nedslidt det hele. NAIA er manilas lufthavn og når man lander flyver man over boligområder næsten hele vejen til landingsbanen. Det er en meget mærkelig oplevelse og det kan føles lidt utrygt. Der er mange fly der flyver til Manila fra enten bangkok eller Hong Kong. De mest almindelige er cebu pacific og det store lokale selskab Filipinsk Airlines. Der er næsten 3 timers flyvtid fra Hong Kong, hvilket betyder at det lille ørige med 8000 øer er meget isoleret hvis man er fra europa. At få en taxa til at manøvrere en gennem Manilas gader er det næste problem, eller det er det selvfølgelig ikke, hvis man blot
er interesseret i at betale 5 gange normal takst i lufthavnen. Er man lidt snu og det er man selvfølgelig når man kender landets krinkelkroge af sindelag så vælger man ubemærket at begive sig til Arrivals sektionens rulletrapper op til
Appartures hvor taxaer der kører med taxameter holder til. Uden taxameter koster det 50 kr, med taxameter er turen forbi Baywalk og Roxas Boulevard underholdningskvarter kun en 10'er. Der er ikke megen høflighed eller snakkesalighed i Manila, det er nærmere en smule provokerende lige op i ansiktet ærlighedsform, helt forskelligt fra det gense billede af de føjelige og medgørlige asiater, hvilket Filippinerne efter 500 års vestlig herredømme og inflydese heller ikke kan kaldes. Pasay, det var målet den her gang. Hvad var det der gemte sig i Filippinernes foretrukne underholdnigskvarter og var det overhovedet muligt at bo der. En hurtig søgen havde kun afsløret nogle billige moteller hvilket næppe var optimalt. Alternavit var det hoteller
beregnet på rige forretningsfolk og ikke en rygsækkerejsende som undertegnede. Lonely Planet, er den bedste gudie bog på det felt. Her havde
jeg fundet en anbefaling på at bo på et middels stort pensionat i Malate, byens underholdningskvarter, der huser KTV, barer og skydbaner.
For dem der kun har hørt KTV nevnt eller helst går på bar så er karaoke klubberne(KTV) et solidt alternativ. Her betaler man en venlig filipinsk pige
for selskab i den tid hvor man er på klubben. Det kan være hun skal synge et nummer men hun vender heldigvis tilbage. Er man mest til underholdning for sig selv, kan man vælge nogen af Malates poker klubber der altid har et spil kørrende. Da jeg ankom til pension natividad blev jeg overrasket over den venlige betjening selvom et forsøg på at forhandle prisen på mit ophold lidt ned. En måned, en dag gratis, var det tilbud de gav mig, hvilket jo var det samme som ingen muligheder for rabat. Det gjorde nu ikke så meget da jeg hurtigt kunne konkludere at stedet levede op til beskrivelsen i lonelyplanet.
Den ene af de tre kvindelige receptionister var meget venlig, med langt hår og fyldige læber, den anden var korthåret men ellers ret flink.
Hun bemærkede at jeg var en mand af få ord. Nok mest fordi jeg forskansede mig på mit fan værelse med privat bad, drak øl og spiste mad fra den lokale døgnkiosk de første mange dage.
Temperaturen var meget varm den dag jeg ankom og da jeg mest havde hættetrøjer med og på, lagde jeg i trods turen forbi en genbrugsforretning
hvor jeg købte et par t-shirts for en tier stykket.Betjeningen af den lokale mandlige ekspedient var høflig og opmærksom. Manila er meget fremmedartet for en ung mand i tyverne som mig der var vant til Københavns natteliv og tryghed. Men mest af alt så er det også et sted der er meget kaotisk. Der er ingen offentlig sektor der forklarer hvor der forskellige bygninger er eller hvor bussen
går fra. Alt det må man selv finde ud af hvilket betyder at byen er et enormt områder sammensmeltet af uafhængige små beboersamfund der styres
indefra af indbyggerne. Et af disse steder der virkeligt giver dette indtryk er området i Pasay ved den store motorvej EDSA. Vejen er ca 5 spor bred
på hver side men alligevel køres der sjældent mere end 50 kmt der. Selvom det er en motorvej skal man krydse vejen kun med hjælp fra andre lokale
der gør det samme. Men pension Natividad ligger i Malate der er meget mere roligt og vestligt, hvis man kan bruge det udtryk om filippinerne.
Natividad er bygget af træ i gammel spansk stil. Det er nærmest en villa med stor spiseafdeling, og brusnicheer inklusiv toilet, afskærmet fra
rummene, men med egen nøgle til hvert rum. Der bliver serveret spansk omelet i spiseafdelingen som jo så kan nydes med en cola og så en san miguel
om aftenen. Her bag porten og sikkerhedsvagten kan man diskutere hvilke opgaver der skal løses i Filippinerne eller hvor man skal hen med de andre vestlige, der både er par og enlige. Der bliver også spillet basketbold i gårdhaven dog mest af filippinerne.Natividad ligger på en mindre vej, eller det er en af de tre større veje der på langs med Baywalk, den meget specielle og stemingsfyldte strandpromenade i Manila. Pensionnen ligger ret afskåret men der er et højhus byggeri tæt på, og Mabini street som er den store underholdningsgade, går parralet med vejen få minutters afstand derfra. På vejen der bor der også en filipinsk samling mennesker i et nedbrændt murstenshus. Jeg gav dem nogen
pesos fordi jeg beundrede deres vilje til at skabe sig et hjem ud af ingenting. Samtidigt lige rundt om hjørnet hvor jeg købte øl og mad
i døgnkiosken, dukkede der en hjemløs forhutlet filipinsk kvinde op der fortalte mig at jeg så meget godt ud. Hun sagde det helt
uventet så jeg valgte at give hende 20 kr for venligheden. Døgnkiosken solgte nogle specielle boller der er fyldt med f.eks. skinke og
noget sovs. De smager rigtigt godt og de bliver varmet i mikrobølgeovn hvis man ønsker det. Malate som området hedder er et turistkvarter og Manila tiltrækker mange turister der skal i byen så betjeningen i butikker er mere beregnet på dem frem for backpackere, Derfor kan de godt virke lidt afvisende nogen steder. I omrpdet omkring Malate er der mange butikker og også et indkøbscenter der er ret kendt, Robinsons. Der er også mange, mest dyre restauranter, der er japanske og koreanske. Jeg kastede mig over de lokale filipinske restauranter hvor maden koster en 5 er. Specielt i omrpdet omkring Remedios Circle er der mange restauranter. Her er der også en del fattige områder. Remedios circle er hvor det meste foregår. Nattelivet her kan krydres med et godt måltid før man kaster
sig over danseklubber eller bare snuser til stemningen som jeg gjorde. Folk her er meget varieret og ligegyldigt hvem man er vil man kunne
mærke den atmosfære og mangfoldighed der er i området. Den vej der går ned til Remedios Circle hedder Adriatico street og her finder man også hoteller
og backpacker steder at være. Adriatico er mere backpacker venligt end Mabini street som jo også er kendt for deres notoriske money changers og
turist butikker. Når man tar en tur ud om aftenen på Mabini kan man være helt sikker på at rende ind i en pige, f.eks. Candy som jeg mødte, der spør om
hun må ta med en. Charmerende nok, men der er mange andre piger i området som ikke er så direkte. Damerne i Pension Natividad var med deres venlige
måde at være på med til at give mig en oplevelse af at kunne være mig selv midt i al den larm og tumult der jo er i et turistområde. Man bliver
jo altid mødt af touts, folk der vil sælge en service til en og så er der jo hele problematikken om alle de andre udlendinge der fylder godt i gadebilledet.
Padre Faura street der krydser Taft Avenue markerer grensen hvor Malate bliver til Ermita. Ermita er et mere rendyrket underholdningskvarter end Malate. Her ligger der mange hoteller der tiltrækker alle mulige folk. Der ligger flere kvarterer kunb med money changere og rejse agenter. malate er ret nedlsidt når man tænker på at det er det største turistområde i Manila. vejene er grusveje og går man blot en sidevej bagom hovedvejen er det kvinder der sidder og vasker tøj. La Cafe er måske et af de mest kendte steder at samle piger op i Malate. Jeg var der inde en kort stund, og så hvordan mænd i forskellig alder sad og drak øl med lokale call girls før de gik hjem med dem. Andre ”vilde” piger vinkede til mig når jeg vadede rundt i mine vandrestøvler i Malate, fra deres jeepneys, santidigt med de råbte det klassiske ”hey Joe”.
Udsigten fra flyet vækkede en del følelser i mig og minder dukkede stille op igen.Det var lidt lisom at vende tilbage til en gammel film man havde set før, og ikke kunne huske handlingen helt.Man vidste selvfølgelig at man kunne li den, ellers havde man jo ikke set den igen.Sådan var gensynet med Manila for mig. Denne gang var modtagelsen mindre åbenlys, og ud over de venlige kommentarer
var der intet der denne gang fortalte mig at mit formål med rejsen var berettiget. Jeg ønskede ganske enkelt at bygge noget op på den korte tid jeg forventede at have og jeg ønskede at gøre på en måde som var ny og spændende. Jeg ønskede at elsistere og ikke meget andet, på et lille budget og uden at vække opsikt. om det ville lykkes, ja det skulle det bare.
Efter at have tisset og drukket lidt vand på NAIA lufthavnens ankomst toilet, hvor der også er mange forskellige banker der står klar til at veksle europæeres euros til dollar, fordi ja Manila hænger stadig ved i 80'erne på alle måder, hvor alt amerikansk var smart. At det toilet jeg var på heller ikke
var blevet moderniseret siden 80'erne betyder bare at man har en næsten surrealistisk oplevelse af at være i et lavindkomst land der samtidigt engang har været noget. Noget fordi det hele kan være pænt og rent, det er bare så nedslidt det hele. NAIA er manilas lufthavn og når man lander flyver man over boligområder næsten hele vejen til landingsbanen. Det er en meget mærkelig oplevelse og det kan føles lidt utrygt. Der er mange fly der flyver til Manila fra enten bangkok eller Hong Kong. De mest almindelige er cebu pacific og det store lokale selskab Filipinsk Airlines. Der er næsten 3 timers flyvtid fra Hong Kong, hvilket betyder at det lille ørige med 8000 øer er meget isoleret hvis man er fra europa. At få en taxa til at manøvrere en gennem Manilas gader er det næste problem, eller det er det selvfølgelig ikke, hvis man blot
er interesseret i at betale 5 gange normal takst i lufthavnen. Er man lidt snu og det er man selvfølgelig når man kender landets krinkelkroge af sindelag så vælger man ubemærket at begive sig til Arrivals sektionens rulletrapper op til
Appartures hvor taxaer der kører med taxameter holder til. Uden taxameter koster det 50 kr, med taxameter er turen forbi Baywalk og Roxas Boulevard underholdningskvarter kun en 10'er. Der er ikke megen høflighed eller snakkesalighed i Manila, det er nærmere en smule provokerende lige op i ansiktet ærlighedsform, helt forskelligt fra det gense billede af de føjelige og medgørlige asiater, hvilket Filippinerne efter 500 års vestlig herredømme og inflydese heller ikke kan kaldes. Pasay, det var målet den her gang. Hvad var det der gemte sig i Filippinernes foretrukne underholdnigskvarter og var det overhovedet muligt at bo der. En hurtig søgen havde kun afsløret nogle billige moteller hvilket næppe var optimalt. Alternavit var det hoteller
beregnet på rige forretningsfolk og ikke en rygsækkerejsende som undertegnede. Lonely Planet, er den bedste gudie bog på det felt. Her havde
jeg fundet en anbefaling på at bo på et middels stort pensionat i Malate, byens underholdningskvarter, der huser KTV, barer og skydbaner.
For dem der kun har hørt KTV nevnt eller helst går på bar så er karaoke klubberne(KTV) et solidt alternativ. Her betaler man en venlig filipinsk pige
for selskab i den tid hvor man er på klubben. Det kan være hun skal synge et nummer men hun vender heldigvis tilbage. Er man mest til underholdning for sig selv, kan man vælge nogen af Malates poker klubber der altid har et spil kørrende. Da jeg ankom til pension natividad blev jeg overrasket over den venlige betjening selvom et forsøg på at forhandle prisen på mit ophold lidt ned. En måned, en dag gratis, var det tilbud de gav mig, hvilket jo var det samme som ingen muligheder for rabat. Det gjorde nu ikke så meget da jeg hurtigt kunne konkludere at stedet levede op til beskrivelsen i lonelyplanet.
Den ene af de tre kvindelige receptionister var meget venlig, med langt hår og fyldige læber, den anden var korthåret men ellers ret flink.
Hun bemærkede at jeg var en mand af få ord. Nok mest fordi jeg forskansede mig på mit fan værelse med privat bad, drak øl og spiste mad fra den lokale døgnkiosk de første mange dage.
Temperaturen var meget varm den dag jeg ankom og da jeg mest havde hættetrøjer med og på, lagde jeg i trods turen forbi en genbrugsforretning
hvor jeg købte et par t-shirts for en tier stykket.Betjeningen af den lokale mandlige ekspedient var høflig og opmærksom. Manila er meget fremmedartet for en ung mand i tyverne som mig der var vant til Københavns natteliv og tryghed. Men mest af alt så er det også et sted der er meget kaotisk. Der er ingen offentlig sektor der forklarer hvor der forskellige bygninger er eller hvor bussen
går fra. Alt det må man selv finde ud af hvilket betyder at byen er et enormt områder sammensmeltet af uafhængige små beboersamfund der styres
indefra af indbyggerne. Et af disse steder der virkeligt giver dette indtryk er området i Pasay ved den store motorvej EDSA. Vejen er ca 5 spor bred
på hver side men alligevel køres der sjældent mere end 50 kmt der. Selvom det er en motorvej skal man krydse vejen kun med hjælp fra andre lokale
der gør det samme. Men pension Natividad ligger i Malate der er meget mere roligt og vestligt, hvis man kan bruge det udtryk om filippinerne.
Natividad er bygget af træ i gammel spansk stil. Det er nærmest en villa med stor spiseafdeling, og brusnicheer inklusiv toilet, afskærmet fra
rummene, men med egen nøgle til hvert rum. Der bliver serveret spansk omelet i spiseafdelingen som jo så kan nydes med en cola og så en san miguel
om aftenen. Her bag porten og sikkerhedsvagten kan man diskutere hvilke opgaver der skal løses i Filippinerne eller hvor man skal hen med de andre vestlige, der både er par og enlige. Der bliver også spillet basketbold i gårdhaven dog mest af filippinerne.Natividad ligger på en mindre vej, eller det er en af de tre større veje der på langs med Baywalk, den meget specielle og stemingsfyldte strandpromenade i Manila. Pensionnen ligger ret afskåret men der er et højhus byggeri tæt på, og Mabini street som er den store underholdningsgade, går parralet med vejen få minutters afstand derfra. På vejen der bor der også en filipinsk samling mennesker i et nedbrændt murstenshus. Jeg gav dem nogen
pesos fordi jeg beundrede deres vilje til at skabe sig et hjem ud af ingenting. Samtidigt lige rundt om hjørnet hvor jeg købte øl og mad
i døgnkiosken, dukkede der en hjemløs forhutlet filipinsk kvinde op der fortalte mig at jeg så meget godt ud. Hun sagde det helt
uventet så jeg valgte at give hende 20 kr for venligheden. Døgnkiosken solgte nogle specielle boller der er fyldt med f.eks. skinke og
noget sovs. De smager rigtigt godt og de bliver varmet i mikrobølgeovn hvis man ønsker det. Malate som området hedder er et turistkvarter og Manila tiltrækker mange turister der skal i byen så betjeningen i butikker er mere beregnet på dem frem for backpackere, Derfor kan de godt virke lidt afvisende nogen steder. I omrpdet omkring Malate er der mange butikker og også et indkøbscenter der er ret kendt, Robinsons. Der er også mange, mest dyre restauranter, der er japanske og koreanske. Jeg kastede mig over de lokale filipinske restauranter hvor maden koster en 5 er. Specielt i omrpdet omkring Remedios Circle er der mange restauranter. Her er der også en del fattige områder. Remedios circle er hvor det meste foregår. Nattelivet her kan krydres med et godt måltid før man kaster
sig over danseklubber eller bare snuser til stemningen som jeg gjorde. Folk her er meget varieret og ligegyldigt hvem man er vil man kunne
mærke den atmosfære og mangfoldighed der er i området. Den vej der går ned til Remedios Circle hedder Adriatico street og her finder man også hoteller
og backpacker steder at være. Adriatico er mere backpacker venligt end Mabini street som jo også er kendt for deres notoriske money changers og
turist butikker. Når man tar en tur ud om aftenen på Mabini kan man være helt sikker på at rende ind i en pige, f.eks. Candy som jeg mødte, der spør om
hun må ta med en. Charmerende nok, men der er mange andre piger i området som ikke er så direkte. Damerne i Pension Natividad var med deres venlige
måde at være på med til at give mig en oplevelse af at kunne være mig selv midt i al den larm og tumult der jo er i et turistområde. Man bliver
jo altid mødt af touts, folk der vil sælge en service til en og så er der jo hele problematikken om alle de andre udlendinge der fylder godt i gadebilledet.
Padre Faura street der krydser Taft Avenue markerer grensen hvor Malate bliver til Ermita. Ermita er et mere rendyrket underholdningskvarter end Malate. Her ligger der mange hoteller der tiltrækker alle mulige folk. Der ligger flere kvarterer kunb med money changere og rejse agenter. malate er ret nedlsidt når man tænker på at det er det største turistområde i Manila. vejene er grusveje og går man blot en sidevej bagom hovedvejen er det kvinder der sidder og vasker tøj. La Cafe er måske et af de mest kendte steder at samle piger op i Malate. Jeg var der inde en kort stund, og så hvordan mænd i forskellig alder sad og drak øl med lokale call girls før de gik hjem med dem. Andre ”vilde” piger vinkede til mig når jeg vadede rundt i mine vandrestøvler i Malate, fra deres jeepneys, santidigt med de råbte det klassiske ”hey Joe”.