PDA

Se fuld version : Rejseraport fra Filippinerne og Thailand


Niels
28-07-07, 15:14
Rejse rapport Thailand og Filippinerne maj 2007. (Meget lang :-)

Min gode ven PNO og jeg var i maj/juni på en forrygende tur til Thailand og Filippinerne.
Håber der er et fif eller to at hente eller måske lidt inspiration.

Turen helt kort gik til Bangkok, Chiang Mai, Manila, Leyte og Bohol.

PNO og jeg var landet i Bangkok tidligt om morgenen med Thai og vores kærester fløj senere på dagen over fra Manila med PAL. Det var deres første tur udenlands, så de var lidt nervøse, men alt var planlagt og vi havde taget højde for det meste også det mere usandsynlige, men !

Kl 10.15 fik jeg et opkald fra min kæreste om at de filippinske myndigheder ikke ville lade dem rejse, da de ikke havde en hotel voucher til deres ophold i Thailand. De havde rigeligt med penge og kunne sagtens have betalt for deres ophold, men det duede ikke ! Vi skulle altså fremskaffe en hotel reservation og iøvrigt også kopier af vores pas og det skulle sendes med fax NU. Vi var heldigvis tæt på vores hotel, så vi strøg afsted og heldigvis var der en meget kvik receptionist og til alt held havde PNO faktisk printet reservationerne ud ved en tilfældighed, så vi fik sendt den fax. Kort tid senere talte jeg med min kæreste og i immigrationen havde de bare trukket på skuldrene og grinet lidt og stemplet dem ud af Filippinerne. Der blev ingen tea money på den vagt.

Det er selvfølgelig voldsomt irriterende at nogle embedsfolk i lufthavnen forsøger at få bestikkelse ud af et par førstegangs rejsende, men tag det som en advarsel. Nej, der er ikke noget krav om hotel voucher for at rejse ud af Filippinerne.

Det var to glade piger der landede i Bangkok og gjorde selvfølgelig deres entre, som vaskeægte popstars. PNO og jeg prøvede at se lidt alvorlige ud, men det lykkedes ikke ret godt :-)

Næste dag fløj vi alle til Chiang Mai. Air Asia. 705 kr for to tur/retur billetter. Det er ikke dyrt. Det var godt og fly til tiden.

Den første munterhed opstod allerede i lufthavnen. De tog min kæreste for at være Thai og talte derfor thai til hende i en uendelighed. Hun fattede jo ikke et kvidder og var ved at blive vanvittig og sådan gik det resten af tiden i Thailand. Der var kun to der opfattede at hun ikke var thai. Den ene en maid på vores hotel, som tippede hende til indoneser og en vagt i Grand Palace i BKK, som faktisk gættede på filippiner :-) Først senere opdagede jeg at hun havde en t-shirt på fra Apo Island, Philippines :-)

Opholdet i Thailand var generelt helt fantastisk og pigerne var helt og aldeles overvældet. Det er jo heller ikke hver dag man ser en elefant komme dryssende gennem gaderne. For PNO og jeg var det et glædeligt gensyn og vi fik prøvet alle de turist ting vi har forsømt en smule. Elephant camp, monkey show, Orchid Farm, Doi Suthep templet osv. Vi prøvede det meste. Tog også de store templer i Bangkok og de gjorde stort indtryk. En enkelt ting jeg stærkt vil anbefale, hvis din vej skulle falde til Bangkok, er det nye akvarium, som er bygget i kælderen i en af de nye indkøbscentre på Siam Square. Det er forrygende flot.


Nå, vi må vist videre til Filippinerne

PNO og jeg fløj tidligt til Manila og pigerne kom senere. Denne gang uden problemer af nogen art.
Vi bor som regel på Executive Plaza Hotel i Mabini Street og det er et godt hotel. Egentlig ikke noget særligt og området er ikke særlig fedt, men værelserne er gode. 1650 PHP. Lige et godt middagsråd. Ca. 100 meter til højre for Executive, hvis du kigger ind på Exec, ligger der en kinesisk seafood restaurant. Den er god. De havde alt hvad hjertet kan begære og store akvarier udenfor. Vi spiste krabber, så store som et--- nej ikke et lokumsbræt, men næsten :-) Det smagte himmelsk og det var ikke så dyrt igen.

Næste morgen tidligt afsted til Tacloban på Leyte. Fly til tiden med Cebu Pacific. Vi boede på Hotel Alejandro i Tacloban og det er et dejligt sted. Colonial style og med en masse billeder alle steder fra WWII.. Leyte og især Tacloban er kendt for at være stedet hvor General MacArthur kom tilbage til Filippinerne og senere befriede hele Filippinerne. Der er et monument ca. 10 kilometer fra Tacloban og det skulle vi lige ned og se. Det kom til at betyde en del for vores tur.

Sagen var nemlig den at PNO og kæreste skulle være vært til en familiedag den næste dag. Altså hvor PNO skulle møde familien første gang. Problemet var lidt klassisk filippinsk. Ingen anede hvor mange der kom. Ingen anede hvor der skulle spises osv. Det tog alle helt roligt. Vi har prøvet det før :-)

Nå, vi futter ned til det her monument i Palo og det er flot. Jo Jo, krigmonumenter, men kender man historien er det faktisk ikke dårligt lavet. Vi tog en masse fjolle billeder og gik ned af stranden. Vi trængte til en bajer og fik snart øje på MacArthur Park beach resort. Der satte vi os ind. Dejligt sted. De havde sådan en del pavilioner og snart fik en eller anden en ide om at familiedagen skulle fejres her. Den danske opfattelse var absolut at det var for dyrt. Vi havde nok glemt at vi var kommet til provinsen :-) Pigerne fik dog hurtigt sat gang i sagerne. Jeg ved ikke om vi fik drukket for mange øl, men inden vi gik var der reserveret en farlig fin pavilion og mad til 20 næste dag kl 12.00 :-)
Nej, det var ikke dyrt.

De havde iøvrigt et helt forrygende promo på deres værelser, men fully booked :-)

Næste dag havde PNO og kæresten en forrygende family-day. Vi var vist 16 heraf en god del børn i alderen 6-16. Maden var aldeles udemærket og øl og vand kom i en lind strøm. Der var et par swimmingpools på resortet, som vi godt måtte bruge, men stranden var aldeles udemærket og vandet var det varmeste jeg har oplevet på Filippinerne. Ungerne havde det herligt med deres to nye
’lege-onkler’, som kylede rundt med dem i vandet og selv morede sig kosteligt.
Det er jo fantastisk at man uden at kunne tale så pokkers meget sammen, kan have en forrygende fornøjelig dag sammen.

Næste dag var det videre til Ormoc. Vi tog ned til mini-bus stationen og gjorde en af de ting som man kan gøre når man er ’rig’ og det er rart, men alligevel føler sig som et dumt svin. PNO og jeg er begge nogle lange drøn og vi har prøvet sådanne mini-busser før og det er bare ikke sjovt.
Vi havde set en minibus afgå og PNO havde talt sig frem til 23 mennesker + baggage. Lang historie kort. Vi købte vores egen van til 1800 php. Dyrt men i sandhed dejligt. Vi talte om at spørge om der 4-5 stykker der ville med på en ’freebee’, men det opgav vi. Så afsted det gik på en iøvrigt helt fantastisk flot tur.

PNO og jeg har den vane at vi bestiller det meste hjemmefra og det er nok en lidt dårlig vane. Især når man rejser i lavsæsonen, hvad vi altid gør. Det er selvfølgelig meget komfortabelt, men det er for dyrt og man er låst. Vi havde faktisk været tæt på at booke et ophold på Sabin resort i Ormoc, men det virkede lidt tvivlsomt, da der skulle overføres penge til en privat persons konto og ikke en firmakonto. Det var sikkert helt ok, men vi bakkede ud. Jeg sagde med sjælden stor fasthed i stemmen at der ikke er et øje, så vi kunne bare køre derhen. Så sagt, så gjort. Jeg behøver vel ikke sige at der var fully booked og det så sjældent lækkert ud :-)
Jo, det hørte jeg en del for.
Vi havde dog lavet lidt research hjemmefra, så vi havde alternativer. Det tog os ikke mange minutter før vi stod på Don Felipe Hotel tæt ved havnen. Dejlige værelser på 6. sal med en forrygende havudsigt og dejlig balkon. Tror prisen var 1450 php. Det gode ved dette var at vi skulle med en tidlig færge næste morgen og den lå 150 meter væk.

For lige at runde det af med at bestille hjemmefra eller ikke. Vi havde faktisk haft kvaler med at finde noget på Leyte på nettet.. Den oprindelige ide var at bruge den sidste uge der i fred og ro, men blev droppet, da vi ikke kunne finde et fornuftigt resort på nettet. Så vi tog til Bohol. Vi gjorde lidt store øjne ved ankomsten til Tacloban, da der i lufthavnen hang en kæmpe tavle med resorts, hoteller og guesthouses med priser og det hele. Der var rigtig mange.
Læreren for os er at vi ikke bestiller andet hjemmefra end første og sidste nat i Manila. Resten tager vi undervejs. Det er billigere og sjovere.

Ormoc var iøvrigt en fin lille by, som vi gerne havde taget en nat mere i.

Vi havde dog låst os selv og drog med Supercat til Tagbilaran på Bohol via Cebu City.

Da vi havde fået en nogenlunde pris hos ’taxi-mafiaen’ i Tagbilaran havn, kørte vi til Flower Garden resort på Alona Beach. Endelig fred og baggagen kun pakkes ud :-) Jeg har i tidligere indlæg sagt nok om Flower Gardens fortræffeligheder, så det lader jeg ligge. Jeg noterede dog at der havde været et sandt byggeboom i området og der var mange nye resorts. Det er ikke beach front, men ca 10 minutters gang fra stranden, hvis ikke man kan ’snige’ sig ned igennem et af de store resorts. Det var de i modsætning til tidligere ikke glade for. Priserne er dog også nogle helt andre end beach front resorts.

Så gik den ellers med total afslapning ved poolen og ved stranden. Vi fik dog taget nogle småture i lokal området. PNO og jeg er nogle kyllinger hvad angår at køre knallert/motorcykel, men det blev dog løst med at hyre en fører og så op med en selv og kæreste plus chauffør på motorcyklen og så afsted. Det gik rigtig fint og en herlig måde at komme rundt på.

Vi besøgte Bohol Beach Club. Et meget lækkert resort. Man skulle betale for at komme ind som besøgende, men entreen kunne bruges som betaling i restauranten. Jeg aner ikke hvad det koster at bo der. Sikkert dyrt, men det var også meget lækkert. Ved siden af var der en offentlig strand og det passede bedre til vores pengepung.

Senere tog vi så en banca båd til denne strand. Der var en masse små ’hytter’, hvor man kunne sidde mod et mindre gebyr. Der kunne købes alt muligt mad og drikke og det kostede ikke ret mange peso. Rigtig filippino sted, hvor familier kom med madkurven og nogle medbragte musik osv. Der kom sågar en hel bus fuld af filippinere og det første der blev båret ud, var en hel gris på spid :-)
En herlig dag.

Det blev også til nogle ture til Tagbilaran. Det er en fin lille by med gode indkøbs muligheder. PNO fik en barbering til 20 php og en klipning kunne fåes for det samme. Indrømmet det var et rustikt sted, men barberingen fejlede ikke noget.

Så rindede tiden hurtigt ud og vi fløj alle tilbage til Manila. Den sidste aften er jo aldrig morsom, men vi havde dog en meget dejlig aften på den kinesiske seafood restaurant i Mabini Street.

Næste dag var det slut og vi sad igen i flyet mod København og en lille tårer pressede sig på i øjenkrogen. Der er dog altid næste gang :-)

Bedste hilsner

Niels

Johnny0665
28-07-07, 21:36
Hej Niels

Det var et interessant stykke. Ikke mindst da jeg selv har familie i Tacloban.
Mht. MacArthur, fejrer de General MacArthurs landing hvert år d. 20 oktober i Tacloban. Stor byfest med optog og det hele.
En anden ting der har sat tydelige præg på byen er Imelda Marcos som kommer fra Tacloban. Indtil sidste valg var Imeldas bror borgmester i byen. Nu, efter sidste valg hendes nevø.
Da Marcos havde magten, spenderede de en del pesos på tacloban. De byggede San Juanico bridge som forbinder Leyte og Samar. De bygge et stort kasino ude på en ø som idag bare er en rippet ruin. De byggede også en golfbane i olot tolosa hvor de også havde residens. Derudover byggede de Leyte park resort. Da Marcos mistede magten blev alt taget fra dem.
Min kone fortæller Ferdinand Marcos blev taget fra magten, efter attentatet mod Ninoy Aquino, som vendte hjem til filippinerne efter mange år i eksil, eller fængsel.? Han blev skudt da han stod af flyet i Manila. Gæt hvilken lufthavn.? hehe
Hvis du har lidt interesse i filippinernes historie, skulle du besøge Sto Ninos shrine. Det ligger i real steet i Tacloban. Der er en guide som viser rundt og fortæller om alle ejendelene, der har tilhørt Marcos.

Venlig hilsen
Johnny

PNO
28-07-07, 22:38
Hej Johnny.

Marcos afgår efter Presidentvalget i 1986 hvor han taber til Ninoy Aquino's enke Corazon Aquino. Hendes mand var blevet løsladt fra fængsel i 1980 og myrdet i 1983.
Du kan læse en del af historien på denne link: http://en.wikipedia.org/wiki/Benigno_Aquino%2C_Jr.

Vi havde kun 2 døgn i byen, men det er jo nok ikke sidste gang jeg er i byen :)

Hilsen

PNO

AsiaCumalot
29-07-07, 02:33
Mener bestemt at Marcos vandt valget i foråret 1986, ved hjælp af kæmpe valg svindel. Eksempler på valgresultater, hvor der var det doble antal stemmer på Marcos end der var beboere i mange valgkredse, fik kardinal Jaime Sin til at gå på national radio og tv og kaldte alle folk på gaden i en folkelig protest mod den udtalte korruption og magt misbrug. Folket samlede sig i en kæmpe demonstration i rizal parken og til sidst blev det folkelige pres så stort, at Marcos og frue flygtede, med store hjælp fra US airforce.
Efter flugten blev valget erklæret ugyldigt og Corazon Aquino vandt en ny kæmpe valg seje og blev derefter indsat som ny præsident.

At man myrder en mand i en lufthavn og dernæst navngiver samme lufthavn efter den afdøde, kan man jo kun ryste på hoved af.

Det groteske er at landet i dag, aldrig har været mere korrupt, fattigt og elendig end tiden før Marcos

AsiaCumalot
29-07-07, 08:10
Ups! var sq lidt for hurtig til at trykke på sende knappen, så jeg retter lige en lille tyrkfejl.

Det groteske er at landet i dag, aldrig har været mere korrupt, elendig og fattiger end tiden før Marcos fald.

Før maj 1986 lå pilippens på en sikker 3 plads efter Hongkong og Singapore.
I dag er de ved at blive overhalet af Vietnam, så de snart ligger på en suveræn sidste plads i Sydøstasien

AsiaCumalot
29-07-07, 08:18
Det lyder som i har haft en rigtig dejlig tur.

KRAN
29-07-07, 09:08
Hej Niels,

En god og spændende rejsebeskrivelse. Altid godt at få inspiration og høre om andres oplevelser på Filippinerne