Niels
14-12-07, 20:04
Rejserapport november 2007.
Denne rapport dækker Manila, Cebu City, Moalboal på Cebu og El Dorado Beach resort ved Dumaguete på Negros. Vores oplevelse fra Tagaytay er beskrevet særskilt tidligere.
Flyveturen var med KLM via Amsterdam og det gik såmænd ganske udemærket. Jeg kan kun anbefale Grand Hat Palais i Shiphol og deres store morgenmad, som fåes hele dagen. Tror det koster 12 eur, men så er det også med hele svineriet. Prøv at se hvor meget du kan få for 12 eur i Kastrup Lufthavn. Der var også et noget hysterisk sikkerhedscheck ved gaten og det tog tid, men afgang til tiden og ditto ankomst.
Mødte kæresten i NAIA og det var jo dejligt. Tog en lufthavnstaxa til Executive Plaza Hotel i Ermita. Executive kostede 1850 php og det er sgu’ lidt dyrt, men værelserne er lækre, men ellers ikke specielt. Området er meget slidt, så måske vi prøver Makati næste gang.
En begrædelig observation. Roxas Boulevard var jo blevet lavet til sådan et ’rekreativt’ område med en masse små restauranter og live musik, hvor almindelige filippinske familier kom. Fik lidt at spise, gik en tur langs havnefronten. Rigtig hyggeligt. Det var slut nu. Den nyvalgte borgmester Lim, havde lukket hele gøjemøget. Umanerlig trist.
Vi havde en sen frokost med ’svigerfamilien’ på et godt seafood sted og det var en fornøjelse. Både maden og familien. Altid hyggeligt at møde dem igen.
Nu vi er ved mad, så ligger der en god tysk restaurant lige overfor City State Tower Hotel på Mabini Street. Munchen. Den er rigtig god både i morgenmad og aftensmad. Fremragende tysk mad og også rigtig gode filippinske retter. Absolut et besøg værd, hvis man er i området og det er ikke dyrt.
Her må jeg lige gøre en pause. Hver morgen kl 08.00 går der en bus til Batangas, som har forbindelse med både som sejler til henholdsvis Sabang og Puerto Galera. Den afgår lige udenfor Munchen. De åbner kl 07.30 men har ofte problemer med at åbne til tiden. Har man boet bare en nat på City State ved man at morgenmaden er elendig. Den er inkluderet men det gør den ikke bedre.
Denne restaurant kunne vel hive en 20 mennesker ind hver evig eneste dag til morgenmad, hvis blot de kunne få fingeren ud og åbne kl 07.00. De gør det bare ikke. Jeg undres.
Nå, næste morgen gik vi på Munchen og så gik den til Tagaytay og det er beskrevet andet steds.
Så kom vi tilbage fra Tagaytay. Godt sure. Ingen hotel reservation osv. Nu er det sådan at PNO og jeg har et kontor i Manila. Jo Jo, kontor. Det er vel nærmest et svensk ejet værtshus der hedder
G-point , som vi kalder kontoret. Absolut et besøg værd. Lang historie kort så tog vi ind fra busstationen til G-point med baggage og hele møllen. Jeg havde en fjern erindring om at de havde en samarbejdsaftale med et af de nærliggende hoteller, så det var stedet at starte. Jeg skulle dog frygteligt på WC da vi ankom, så jeg kastede baggagen ved baren og røg ud på dasset. Da jeg kom tilbage var forhandlingerne igang om hotel. Inden der var gået en halv time var der reserveret et de luxe værelse på City State 100 meter derfra og det eneste jeg havde gjort var at gå på lokum og drikke en rhum-coke. Prisen var 1850 php.
Hmm City State igen. Jeg er ikke deres største fan, men nød lærer nøgen kvinde....
Jeg tog fejl. Et rigtig dejligt værelse og det bedste kridt hvide badekåber og tøfler og tandbørster osv.
Min kæreste gik helt bananas. Vi glemte hurtigt Tagaytay.
Næste morgen tog vi morgenmad på Munchen, men da min kæreste ikke mener man skal lade mad gå til spilde, så snuppede vi den også på City State bagefter. Jeg behøver vist ikke nævne at hun er et madøre :-) Jeg måtte nærmest køres ud til taxaen.
Så var det afgang mod lufthavnen og møde PNO og for første gang fløj vi med PAL indenrigs. Det gik ret godt--- øh lige ind til check in. PNO mødte vi og det var jo rart, men ved check in, var der det problem at mit kredit kort nummer ikke matchede det nummer der stod på den købt og betalte billet. Det skyldes at jeg havde fået skiftet mit visa kort pga. en defekt chip.
Vi måtte en tur til duty-manager og det tog en pokkers tid. Vi valgte at tage en positiv attitude og smilede. Alt blev klaret, men jeg blev dog belært om at jeg burde have taget en fotokopi af mit gamle kort ved udgang. Åhh ja, det var også fjollet af mig at jeg glemte det :-)
Bortset fra det er Centenial terminalen jo nærmest paradis i forhold til den gamle domestic. Lyst og dejligt. Det fik vi desværre ikke tid til at nyde. Afgang til tiden. PNO og jeg fik dog kylet en velkomst bajer ned inden vi blev kaldt over højtaleren.
Ankom til Cebu City. Jeg havde glemt alle boarding kortene med bagage kvittering i flyet, men det blev klaret med at jeg tog min ondeste ’maske’ på (det siger ikke så lidt) og PNO og min kæreste i min slip-strøm. Der var ikke nogen der skulle have klinket noget. De gloede lidt, men der var ikke nogen der stillede spørgsmål. Jeg er på ingen måde en stor fyr, men lang og tynd og med et ondt blik, når det er nødvendigt. Det er værd at træne lidt på :-)
Der stod PNO’s kæreste og det var jo herligt at se hende igen og så begyndte den 2 uger lange yak yak mellem de to veninder. Det er ikke så underligt at PNO og jeg engang imellem går vores egne veje og tager en stille drink for os selv.
Så var der lige det med hotellet. Vi havde ingen reservation. Min kæreste havde forsøgt at få en på Cebu Century hotel, men det gør de bare ikke. Ok vi ringede fra lufthavnen. De var ’fully booked at the moment’. Hmmm, vi tog derind alligevel. Det lå downtown og der er masser af hoteller. Ved ankomst havde de skam to værelser og dem tog vi. Jo, det er ikke luksus og ganske rustikt, men der er aircon, tv, toilet og bad. Vi betalte 640 php for en overnatning. Du får hvad du betaler for og det var fint for os. Beliggenheden er fin.
Næste morgen tog vi en kort sightseeing tur og så Santo Nino kirken og Magellans Cross, som lå lige i nærheden. Santo Nino er en meget smuk kirke og for første gang så jeg loftsmalerier i en filippinsk kirke. Bestemt et besøg værd, hvis man er på de kanter. Magellans Cross står på samme
grund.
Så var det ned til den sydlige busterminal og efter lidt ventetid afsted mod Moalboal med en lokal bus. Busturen gik fint omend de kører helvedes stærkt. Tog vel omkring 2 en halv time. Jeg ved ikke om det var billigdag, men billetten kostede 50 peso og der er vel en ca 80 kilometer. Man kan ikke engang købe en 2 zoners bybillet i København for den pris. Ikke engang en børnebillet :-)
Efter en kort trike tur var vi ved Panagsama Beach.
Vi havde ingen reservation, så vi tog en drink på Eve’s Kiosk og resort. Lod vores habbengut stå og gik ud og kiggede på resorts. Der var ikke mange gæster at se. Panagsama er ligesom delt op i to sektioner. Den nordlige er de billigere resorts og de fleste restauranter og lidt barer. Minder lidt om Sabang ved Puerto Galera omend en del mere stille. Den sydlige del er de dyrere resorts. Vi tog i runde tal hele dynen af resorts. Vi havde fået en pris hos Eve’s på 1000 php for nogle pæne værelser med aircon og der var en ganske dejlig pool på stedet.
De dyrere steder var ikke til at hugge eller stikke i. Ingen discount og de virkede ikke særlig interesserede. Der var et par meget lækre imellem, men så var det også 1800-2500 php.
Vi faldt dog over et, som var meget nyt og rigtig pænt. Fed udsigt og dejlige værelser men ingen pool. Vi pruttede os ned til 1300 php, men på min kærestes anbefaling tog vi Eve’s Kiosk and resort. Det fortrød vi ikke. De var søde. Maden var fin og værelserne var helt fine..
De havde dog den mærkværdighed at der kun var åbent for vandet 3 gange en time om dagen.
Det er såmænd ok og det kan man indrette sig efter. Problemet var bare at de ikke fulgte de angivne tider. Da PNO en gang var taget med shampoo i håret og vandet stoppede, så lurede han hvor håndtaget var og så var det problem løst. Vi åbnede bare selv. Det var ikke bare vandet til bruser, men også til håndvask og toilet, så det var lidt en nødvendighed.
Næste formiddag var vejret faktisk godt og vi gik en tur og så en formiddag ved poolen. Herlig pool. Vi havde taget nogle sejlerveste med, da nogen af os ikke svømmer så godt og andre er så forbandet dovne. På med vesten og maske og snorkel og det virkede absolut efter hensigten.
Absolut anbefalelsesværdigt hvis man er meget doven eller ikke svømmer så godt. Der er ingen grund til at bruge mere energi end højest nødvendigt, når man er på ferie :-)
Men så var det det begyndte og regne og det gjorde det sådan set de næste 6 dage mere eller mindre uafbrudt. Det spandede ned og det blev et kæmpe søle. Torvet foran Eve’s blev til Lake Eve.
Det ødelagde ikke vores gode humør, men på 5. dagen bliver man lidt stram i betrækket. Vi prøvede at ringe lidt rundt, men det spandede også ned på Negros og på nettet kunne man se at det spandede ned over alt. Vi blev.
Sådan en gang vejr åbner jo for andre muligheder og vi tog en del gange de 3 kilometer ind til Moalboal by. Der var ikke meget at foretage sig men der var en del lokale eateries og der var en del expats i byen. Det var en lykkelig kombination. Pigerne fik deres yndlingsføde og PNO og jeg ditto, da vi drak en del bajere med de expats vi faldt ind i. Tyskere, englændere, nordmænd og en enkelt dansker fra Skagen. Jeg har aldrig grinet så meget i hele mit liv, da vi en eftermiddag sad en stor gruppe og udvekslede ’krigshistorier’. Det var hverken kønt eller stuerent, men for pokker hvor var det sjovt. Jeg smiler bare ved tanken.
Det var heller ikke dyrt. Jeg tror den største regning for 4 mennesker incl. mad og alle de bajere vi kunne drikke var på 400 php. Jeg måtte sgu’ have en støttende hånd hen til triken, så det var ikke helt få der var røget ned.
For lige at afslutte Moalboal. Stedet er et kendt dykker og snorkel sted. Ifølge rygterne ligger der et meget flot house-reef ganske få meter fra kysten og Pescador Island ligger vel 20 minutters sejlads derfra. Vi så det ikke. Hvis du vil vide mere om stedets dykker og snorkel muligheder, så spørg en anden. Jeg er spejl blank efter en uge på stedet :-)
Så en lille pause til en observation som jeg iøvrigt har mødt andre steder på Filippinerne. PNO og jeg nyder engang imellem en skarp til kaffen efter en god middag. Ikke noget ’fancy’, men en Fundador brandy eller lign. Vi bad om det på Eve’s. Nope det har vi ikke !
Har I noget imod at vi går over og køber en flaske i en sari-sari store og drikker den her ?
Nej, det er helt fint. Så sagt så gjort. Flasken blev skam placeret i baren og rum nummer skrevet på.
De kom sågar med den til næste morgenmad, men der meldte vi nu pas :-)
Det er sådan noget der er uden for min fatte evne. Hvorfor køber de den ikke selv og tager 40 php pr drink. Nå, vi nød det og lod resten stå. Skulle du komme forbi, så bed om flasken fra rum 20. Brandy on me :-)
Så tog vi til Negros. Igen den lokale bus og det gik fint. Der var lidt forvirring om hvor vi skulle sejle fra Cebu til Negros, men det lykkedes uden de store problemer. Blev afhentet af El Dorado’s bil efter lidt ventetid, men den blev brugt fornuftigt på et lokalt eaterie ved færgen. Pigerne fik skubbet lidt lumpia Shanghai ned og PNO og jeg drak en bajer.
Nu har jeg sagt det 114 gange og jeg skal nok gøre det kort, men El Dorado Beach Resort er et rigtig godt sted. Et standard værelse koster 35 USD incl. en fremragende morgenmadsbuffet og værelserne er ny renoverede. Der er en dejlig pool og det ligger ned til stranden. Maden er rigtig god og den er ikke dyr.
Det der gør stedet til noget helt udover det sædvanlige er dog deres ansatte. Det er stort set de samme der har været der de sidste 3 år og man føler sig meget meget velkommen. Jeg kan kun anbefale det og NEJ jeg har ingen økonomiske interesser i det foretagende.
Vi kom med solen som ejeren sagde og vejret blev bedre. Det var hårdt tiltrængt.
Der er egentlig ikke så meget at sige om vores ophold på El Dorado. Vejret var som sagt blevet bedre, men stadig en del blandet og ret meget vind, så der blev ikke noget med Apo og det blev ret beset kun til en dag i havet med alt vores ’snokeludstyr’. Vi hyggede. Nød den gode mad og ikke mindst det søde personale. Svømmede i poolen.
Tog en tur ind til Dumaguete by og gik på shopping. Jeg købte noget gudsjammerlig grimt julepynt, men det kommer der mere om i en julehistore :-)
Vi snuppede også en gudstjeneste og det kan kun anbefales. Jeg fattede ikke en hylende vind, men det gør jeg heller ikke i Danmark. Jeg synes at den katolske gudstjeneste er en del mere nærværende end den protestantiske og jeg nyder det faktisk. Det er om ikke andet rart at få en time, hvor man kan sidde og tænke lidt over livet og dets tildragelser. Det er selvfølgelig meget personligt, men prøv det, hvis du har lyst.
Tiden rendte brutal stærkt og snart var det tid at flyve til Manila.
Min kæreste og jeg har et lidt specielt forhold til Dumaguete airport. For et par år siden fik vi konfiskeret en gallon zuka (eddike fra tuba vin) og en gallon bahalina (gæret tubavin), men det var et eller andet sted iorden. Vi kom med det i hånden.
Denne gang slog de til igen. Min kæreste havde fået noget specielt oyster sauce af PNO’s kæreste fra hendes lokalområde. Klog af skade var det pakket ned i den indcheckede baggage. Nope det blev konfiskeret. Det blev dog hintet at med en smule tea-money kunne vi nok få det igennem !
Nu er vi alle 4 stærke modstandere af bestikkelse og vi gør det ikke. Indrømmet jeg var fristet et øjeblik, men fandeme nej. Det krævede dog alle mine talenter at få talt min kæreste til ro. I hendes øjne skulle nogen dø. Hun var RASENDE. Det er iøvrigt noget forbandet svineri, når det er helt lovligt og de gav fanden i andre fluide sager der var i hendes kuffert. Juice f.eks.
Et lille råd, hvis I skulle havne der. Man kan sagtens checke ind og sikkerhed og alt det og så gå ud igen. Sættte sig på en af de små barer/eateries overfor. Det er langt hyggeligere end at sidde inde i en lille bitte terminal.
Flyveturen gik godt og ingen døde :-)
Den sidste aften i Manila er jo hektisk. Jeg skulle købe en barong tagalog og nogle skjorter. Vi skulle udveksle billeder osv. osv. Noget lykkedes andet ikke. Meget blev glemt, men det gik.
Men så er der den helt specielle oplevelse, som er helt tilfældig og gør det at rejse helt fantastisk, men nok også Filippinerne helt specielt.
Vi ender med at spise aftensmad på Munchen. Der er ikke plads, men der er et stort rundt bord, hvor der sidder et blandet kærestepar. Hun var Filippiner og han var englænder. Vi spørger meget høfligt om vi måtte sidde der og det måtte vi selvfølgelig godt. Inden der er gået et halv minut, så ryger konversationen over bordet i alle retninger og det blev en lang middag og der var vist ikke rigtig nogen der havde lyst til at rejse sig og gå. Det måtte alle jo til sidst, men det var nærmest under protest. En aften helt ud over det sædvanlige og maden var iøvrigt helt forrygende.
Så er der jo kun den jammerlige afsked tilbage. Det er som det plejer. Man mander sig op til sidst og vender ryggen til og går ind i lufthavnsterminalen. Check in og alt det andet gik fint.
Sidder oppe på første sal med en drink og tænker hvad fanden laver jeg her. Så mangler vi bare den lille tårer der presser sig på, når flyet letter og jo, den var der også.
Men der er jo altid næste gang :-)
Bedste hilsner
Niels
Denne rapport dækker Manila, Cebu City, Moalboal på Cebu og El Dorado Beach resort ved Dumaguete på Negros. Vores oplevelse fra Tagaytay er beskrevet særskilt tidligere.
Flyveturen var med KLM via Amsterdam og det gik såmænd ganske udemærket. Jeg kan kun anbefale Grand Hat Palais i Shiphol og deres store morgenmad, som fåes hele dagen. Tror det koster 12 eur, men så er det også med hele svineriet. Prøv at se hvor meget du kan få for 12 eur i Kastrup Lufthavn. Der var også et noget hysterisk sikkerhedscheck ved gaten og det tog tid, men afgang til tiden og ditto ankomst.
Mødte kæresten i NAIA og det var jo dejligt. Tog en lufthavnstaxa til Executive Plaza Hotel i Ermita. Executive kostede 1850 php og det er sgu’ lidt dyrt, men værelserne er lækre, men ellers ikke specielt. Området er meget slidt, så måske vi prøver Makati næste gang.
En begrædelig observation. Roxas Boulevard var jo blevet lavet til sådan et ’rekreativt’ område med en masse små restauranter og live musik, hvor almindelige filippinske familier kom. Fik lidt at spise, gik en tur langs havnefronten. Rigtig hyggeligt. Det var slut nu. Den nyvalgte borgmester Lim, havde lukket hele gøjemøget. Umanerlig trist.
Vi havde en sen frokost med ’svigerfamilien’ på et godt seafood sted og det var en fornøjelse. Både maden og familien. Altid hyggeligt at møde dem igen.
Nu vi er ved mad, så ligger der en god tysk restaurant lige overfor City State Tower Hotel på Mabini Street. Munchen. Den er rigtig god både i morgenmad og aftensmad. Fremragende tysk mad og også rigtig gode filippinske retter. Absolut et besøg værd, hvis man er i området og det er ikke dyrt.
Her må jeg lige gøre en pause. Hver morgen kl 08.00 går der en bus til Batangas, som har forbindelse med både som sejler til henholdsvis Sabang og Puerto Galera. Den afgår lige udenfor Munchen. De åbner kl 07.30 men har ofte problemer med at åbne til tiden. Har man boet bare en nat på City State ved man at morgenmaden er elendig. Den er inkluderet men det gør den ikke bedre.
Denne restaurant kunne vel hive en 20 mennesker ind hver evig eneste dag til morgenmad, hvis blot de kunne få fingeren ud og åbne kl 07.00. De gør det bare ikke. Jeg undres.
Nå, næste morgen gik vi på Munchen og så gik den til Tagaytay og det er beskrevet andet steds.
Så kom vi tilbage fra Tagaytay. Godt sure. Ingen hotel reservation osv. Nu er det sådan at PNO og jeg har et kontor i Manila. Jo Jo, kontor. Det er vel nærmest et svensk ejet værtshus der hedder
G-point , som vi kalder kontoret. Absolut et besøg værd. Lang historie kort så tog vi ind fra busstationen til G-point med baggage og hele møllen. Jeg havde en fjern erindring om at de havde en samarbejdsaftale med et af de nærliggende hoteller, så det var stedet at starte. Jeg skulle dog frygteligt på WC da vi ankom, så jeg kastede baggagen ved baren og røg ud på dasset. Da jeg kom tilbage var forhandlingerne igang om hotel. Inden der var gået en halv time var der reserveret et de luxe værelse på City State 100 meter derfra og det eneste jeg havde gjort var at gå på lokum og drikke en rhum-coke. Prisen var 1850 php.
Hmm City State igen. Jeg er ikke deres største fan, men nød lærer nøgen kvinde....
Jeg tog fejl. Et rigtig dejligt værelse og det bedste kridt hvide badekåber og tøfler og tandbørster osv.
Min kæreste gik helt bananas. Vi glemte hurtigt Tagaytay.
Næste morgen tog vi morgenmad på Munchen, men da min kæreste ikke mener man skal lade mad gå til spilde, så snuppede vi den også på City State bagefter. Jeg behøver vist ikke nævne at hun er et madøre :-) Jeg måtte nærmest køres ud til taxaen.
Så var det afgang mod lufthavnen og møde PNO og for første gang fløj vi med PAL indenrigs. Det gik ret godt--- øh lige ind til check in. PNO mødte vi og det var jo rart, men ved check in, var der det problem at mit kredit kort nummer ikke matchede det nummer der stod på den købt og betalte billet. Det skyldes at jeg havde fået skiftet mit visa kort pga. en defekt chip.
Vi måtte en tur til duty-manager og det tog en pokkers tid. Vi valgte at tage en positiv attitude og smilede. Alt blev klaret, men jeg blev dog belært om at jeg burde have taget en fotokopi af mit gamle kort ved udgang. Åhh ja, det var også fjollet af mig at jeg glemte det :-)
Bortset fra det er Centenial terminalen jo nærmest paradis i forhold til den gamle domestic. Lyst og dejligt. Det fik vi desværre ikke tid til at nyde. Afgang til tiden. PNO og jeg fik dog kylet en velkomst bajer ned inden vi blev kaldt over højtaleren.
Ankom til Cebu City. Jeg havde glemt alle boarding kortene med bagage kvittering i flyet, men det blev klaret med at jeg tog min ondeste ’maske’ på (det siger ikke så lidt) og PNO og min kæreste i min slip-strøm. Der var ikke nogen der skulle have klinket noget. De gloede lidt, men der var ikke nogen der stillede spørgsmål. Jeg er på ingen måde en stor fyr, men lang og tynd og med et ondt blik, når det er nødvendigt. Det er værd at træne lidt på :-)
Der stod PNO’s kæreste og det var jo herligt at se hende igen og så begyndte den 2 uger lange yak yak mellem de to veninder. Det er ikke så underligt at PNO og jeg engang imellem går vores egne veje og tager en stille drink for os selv.
Så var der lige det med hotellet. Vi havde ingen reservation. Min kæreste havde forsøgt at få en på Cebu Century hotel, men det gør de bare ikke. Ok vi ringede fra lufthavnen. De var ’fully booked at the moment’. Hmmm, vi tog derind alligevel. Det lå downtown og der er masser af hoteller. Ved ankomst havde de skam to værelser og dem tog vi. Jo, det er ikke luksus og ganske rustikt, men der er aircon, tv, toilet og bad. Vi betalte 640 php for en overnatning. Du får hvad du betaler for og det var fint for os. Beliggenheden er fin.
Næste morgen tog vi en kort sightseeing tur og så Santo Nino kirken og Magellans Cross, som lå lige i nærheden. Santo Nino er en meget smuk kirke og for første gang så jeg loftsmalerier i en filippinsk kirke. Bestemt et besøg værd, hvis man er på de kanter. Magellans Cross står på samme
grund.
Så var det ned til den sydlige busterminal og efter lidt ventetid afsted mod Moalboal med en lokal bus. Busturen gik fint omend de kører helvedes stærkt. Tog vel omkring 2 en halv time. Jeg ved ikke om det var billigdag, men billetten kostede 50 peso og der er vel en ca 80 kilometer. Man kan ikke engang købe en 2 zoners bybillet i København for den pris. Ikke engang en børnebillet :-)
Efter en kort trike tur var vi ved Panagsama Beach.
Vi havde ingen reservation, så vi tog en drink på Eve’s Kiosk og resort. Lod vores habbengut stå og gik ud og kiggede på resorts. Der var ikke mange gæster at se. Panagsama er ligesom delt op i to sektioner. Den nordlige er de billigere resorts og de fleste restauranter og lidt barer. Minder lidt om Sabang ved Puerto Galera omend en del mere stille. Den sydlige del er de dyrere resorts. Vi tog i runde tal hele dynen af resorts. Vi havde fået en pris hos Eve’s på 1000 php for nogle pæne værelser med aircon og der var en ganske dejlig pool på stedet.
De dyrere steder var ikke til at hugge eller stikke i. Ingen discount og de virkede ikke særlig interesserede. Der var et par meget lækre imellem, men så var det også 1800-2500 php.
Vi faldt dog over et, som var meget nyt og rigtig pænt. Fed udsigt og dejlige værelser men ingen pool. Vi pruttede os ned til 1300 php, men på min kærestes anbefaling tog vi Eve’s Kiosk and resort. Det fortrød vi ikke. De var søde. Maden var fin og værelserne var helt fine..
De havde dog den mærkværdighed at der kun var åbent for vandet 3 gange en time om dagen.
Det er såmænd ok og det kan man indrette sig efter. Problemet var bare at de ikke fulgte de angivne tider. Da PNO en gang var taget med shampoo i håret og vandet stoppede, så lurede han hvor håndtaget var og så var det problem løst. Vi åbnede bare selv. Det var ikke bare vandet til bruser, men også til håndvask og toilet, så det var lidt en nødvendighed.
Næste formiddag var vejret faktisk godt og vi gik en tur og så en formiddag ved poolen. Herlig pool. Vi havde taget nogle sejlerveste med, da nogen af os ikke svømmer så godt og andre er så forbandet dovne. På med vesten og maske og snorkel og det virkede absolut efter hensigten.
Absolut anbefalelsesværdigt hvis man er meget doven eller ikke svømmer så godt. Der er ingen grund til at bruge mere energi end højest nødvendigt, når man er på ferie :-)
Men så var det det begyndte og regne og det gjorde det sådan set de næste 6 dage mere eller mindre uafbrudt. Det spandede ned og det blev et kæmpe søle. Torvet foran Eve’s blev til Lake Eve.
Det ødelagde ikke vores gode humør, men på 5. dagen bliver man lidt stram i betrækket. Vi prøvede at ringe lidt rundt, men det spandede også ned på Negros og på nettet kunne man se at det spandede ned over alt. Vi blev.
Sådan en gang vejr åbner jo for andre muligheder og vi tog en del gange de 3 kilometer ind til Moalboal by. Der var ikke meget at foretage sig men der var en del lokale eateries og der var en del expats i byen. Det var en lykkelig kombination. Pigerne fik deres yndlingsføde og PNO og jeg ditto, da vi drak en del bajere med de expats vi faldt ind i. Tyskere, englændere, nordmænd og en enkelt dansker fra Skagen. Jeg har aldrig grinet så meget i hele mit liv, da vi en eftermiddag sad en stor gruppe og udvekslede ’krigshistorier’. Det var hverken kønt eller stuerent, men for pokker hvor var det sjovt. Jeg smiler bare ved tanken.
Det var heller ikke dyrt. Jeg tror den største regning for 4 mennesker incl. mad og alle de bajere vi kunne drikke var på 400 php. Jeg måtte sgu’ have en støttende hånd hen til triken, så det var ikke helt få der var røget ned.
For lige at afslutte Moalboal. Stedet er et kendt dykker og snorkel sted. Ifølge rygterne ligger der et meget flot house-reef ganske få meter fra kysten og Pescador Island ligger vel 20 minutters sejlads derfra. Vi så det ikke. Hvis du vil vide mere om stedets dykker og snorkel muligheder, så spørg en anden. Jeg er spejl blank efter en uge på stedet :-)
Så en lille pause til en observation som jeg iøvrigt har mødt andre steder på Filippinerne. PNO og jeg nyder engang imellem en skarp til kaffen efter en god middag. Ikke noget ’fancy’, men en Fundador brandy eller lign. Vi bad om det på Eve’s. Nope det har vi ikke !
Har I noget imod at vi går over og køber en flaske i en sari-sari store og drikker den her ?
Nej, det er helt fint. Så sagt så gjort. Flasken blev skam placeret i baren og rum nummer skrevet på.
De kom sågar med den til næste morgenmad, men der meldte vi nu pas :-)
Det er sådan noget der er uden for min fatte evne. Hvorfor køber de den ikke selv og tager 40 php pr drink. Nå, vi nød det og lod resten stå. Skulle du komme forbi, så bed om flasken fra rum 20. Brandy on me :-)
Så tog vi til Negros. Igen den lokale bus og det gik fint. Der var lidt forvirring om hvor vi skulle sejle fra Cebu til Negros, men det lykkedes uden de store problemer. Blev afhentet af El Dorado’s bil efter lidt ventetid, men den blev brugt fornuftigt på et lokalt eaterie ved færgen. Pigerne fik skubbet lidt lumpia Shanghai ned og PNO og jeg drak en bajer.
Nu har jeg sagt det 114 gange og jeg skal nok gøre det kort, men El Dorado Beach Resort er et rigtig godt sted. Et standard værelse koster 35 USD incl. en fremragende morgenmadsbuffet og værelserne er ny renoverede. Der er en dejlig pool og det ligger ned til stranden. Maden er rigtig god og den er ikke dyr.
Det der gør stedet til noget helt udover det sædvanlige er dog deres ansatte. Det er stort set de samme der har været der de sidste 3 år og man føler sig meget meget velkommen. Jeg kan kun anbefale det og NEJ jeg har ingen økonomiske interesser i det foretagende.
Vi kom med solen som ejeren sagde og vejret blev bedre. Det var hårdt tiltrængt.
Der er egentlig ikke så meget at sige om vores ophold på El Dorado. Vejret var som sagt blevet bedre, men stadig en del blandet og ret meget vind, så der blev ikke noget med Apo og det blev ret beset kun til en dag i havet med alt vores ’snokeludstyr’. Vi hyggede. Nød den gode mad og ikke mindst det søde personale. Svømmede i poolen.
Tog en tur ind til Dumaguete by og gik på shopping. Jeg købte noget gudsjammerlig grimt julepynt, men det kommer der mere om i en julehistore :-)
Vi snuppede også en gudstjeneste og det kan kun anbefales. Jeg fattede ikke en hylende vind, men det gør jeg heller ikke i Danmark. Jeg synes at den katolske gudstjeneste er en del mere nærværende end den protestantiske og jeg nyder det faktisk. Det er om ikke andet rart at få en time, hvor man kan sidde og tænke lidt over livet og dets tildragelser. Det er selvfølgelig meget personligt, men prøv det, hvis du har lyst.
Tiden rendte brutal stærkt og snart var det tid at flyve til Manila.
Min kæreste og jeg har et lidt specielt forhold til Dumaguete airport. For et par år siden fik vi konfiskeret en gallon zuka (eddike fra tuba vin) og en gallon bahalina (gæret tubavin), men det var et eller andet sted iorden. Vi kom med det i hånden.
Denne gang slog de til igen. Min kæreste havde fået noget specielt oyster sauce af PNO’s kæreste fra hendes lokalområde. Klog af skade var det pakket ned i den indcheckede baggage. Nope det blev konfiskeret. Det blev dog hintet at med en smule tea-money kunne vi nok få det igennem !
Nu er vi alle 4 stærke modstandere af bestikkelse og vi gør det ikke. Indrømmet jeg var fristet et øjeblik, men fandeme nej. Det krævede dog alle mine talenter at få talt min kæreste til ro. I hendes øjne skulle nogen dø. Hun var RASENDE. Det er iøvrigt noget forbandet svineri, når det er helt lovligt og de gav fanden i andre fluide sager der var i hendes kuffert. Juice f.eks.
Et lille råd, hvis I skulle havne der. Man kan sagtens checke ind og sikkerhed og alt det og så gå ud igen. Sættte sig på en af de små barer/eateries overfor. Det er langt hyggeligere end at sidde inde i en lille bitte terminal.
Flyveturen gik godt og ingen døde :-)
Den sidste aften i Manila er jo hektisk. Jeg skulle købe en barong tagalog og nogle skjorter. Vi skulle udveksle billeder osv. osv. Noget lykkedes andet ikke. Meget blev glemt, men det gik.
Men så er der den helt specielle oplevelse, som er helt tilfældig og gør det at rejse helt fantastisk, men nok også Filippinerne helt specielt.
Vi ender med at spise aftensmad på Munchen. Der er ikke plads, men der er et stort rundt bord, hvor der sidder et blandet kærestepar. Hun var Filippiner og han var englænder. Vi spørger meget høfligt om vi måtte sidde der og det måtte vi selvfølgelig godt. Inden der er gået et halv minut, så ryger konversationen over bordet i alle retninger og det blev en lang middag og der var vist ikke rigtig nogen der havde lyst til at rejse sig og gå. Det måtte alle jo til sidst, men det var nærmest under protest. En aften helt ud over det sædvanlige og maden var iøvrigt helt forrygende.
Så er der jo kun den jammerlige afsked tilbage. Det er som det plejer. Man mander sig op til sidst og vender ryggen til og går ind i lufthavnsterminalen. Check in og alt det andet gik fint.
Sidder oppe på første sal med en drink og tænker hvad fanden laver jeg her. Så mangler vi bare den lille tårer der presser sig på, når flyet letter og jo, den var der også.
Men der er jo altid næste gang :-)
Bedste hilsner
Niels